FC Midtjylland har onsdag skrevet under på en fem-årig aftale med stortalentet Mikael Anderson, som har været i klubben siden han spillet U14-bold.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

I sidste sæson var den 18-årige offensivspiller med til at vinde U19-ligaen, og han var også med til at slå storholdet Atletico Madrid i UEFA Youth League.

Han har også vist sig frem for Superligatruppen hvor han bl.a. scoret mod IFK Göteborg på træningslejren sidste vinter.

»FC Midtjylland er den klub, jeg håbede, jeg ville skrive under med. Det er det, jeg er gået efter, siden jeg kom. Vi har de samme plane. Jeg skal udvikle mig og tage det næste step, og det er her i klubben, jeg kan gøre det bedst,« siger det unge talent.

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein udtrykker enorm glæde over aftalen med Anderson, som han forestiller sig en i stor rolle i klubben i fremtiden.

»Vi er sikre på, at Mikael er en fremtidens spiller i FC Midtjylland. Han er en knægt med store drømme og store visioner. Mikael har vist, når han har trænet med superligaholdet, at han har nogle spidskompetencer, som vi er sikre på, vi kan få glæde af i FC Midtjylland. Han har gode driblefærdigheder og er afslutningsstærk. Og så er han en spiller, der elsker at komme ind og afslutte,« siger Claus Steinlein til FC Midtjyllands hjemmeside.