Superligaen kan stå over for en omfattende ombygning. Fra 12 til 14 hold med et slutspil, der vil give flere kampe og anderledes spænding om mesterskab og nedrykning samt mulighed for at imødekomme ønsket fra det brede fodbolddanmark om flere hold i Superligaen.

Det hollandske analysefirma Hypercube præsenterer i dag klubberne fra landets to bedste rækker for de forskellige muligheder og data, som virksomheden er kommet frem til efter at have haft den danske liga under behandling.

»Vi mødes onsdag (i dag, red.)med klubberne, og derefter følger møder resten af ugen med forskellige interessenter som fans, tv-stationer, medier og kommercielle interessenter,« siger direktør i Hybercube, Pieter Nieuwenhuis.

»Der er mange sten, der skal vendes, og allerede er vendt. Alene omfanget af kampe kan blive udslagsgivende. Hvis de danske hold skal spille flere ligakampe, skal de så alle sammen vises på tv, og hvordan med fordelingen af tv-penge i så fald for at komme med nogle eksempler.«

Efter de indledende møder i denne uge vil der resten af måneden være en livlig debat og utallige møder for at nå til enighed, før den danske Divisionsforening skal indstille et forslag til DBU. Her vil fodboldforbundets bestyrelse 20. juni vende tommelfingeren op eller ned for et forslag til en strukturændring.

Hypercubes computersystem er kommet frem til 23 forskellige ligastrukturer, men der bliver ikke tale om, at klubberne skal drøfte og forholde sig til så stor en buffet af muligheder, når de mødes i dag.

Pieter Nieuwenhuis vurderer, at der reelt bliver tale om at diskutere fire-fem forskellige strukturer og understreger, at firmaet ikke har en favorit-model, men at man vil lade det være op til klubberne at blive enige. Klubberne kommer heller ikke til at sidde og råbe i munden på hinanden. De mødes med Hypercube delt op i tre. En gruppe med otte hold fra Superligaen, en gruppe med de resterende fire plus fire hold fra 1. division og en gruppe med resten af holdene fra den næstbedste række. Denne opdeling foretages på grund af forskellige forudsætninger samt sportslig og økonomisk tyngde.

»De modeller, som computeren har udregnet, der indeholder færre end ti hold eller flere end 16 hold, falder automatisk bort. De modeller med slutspil, hvor pointantal skal halveres eller tilsvarende, falder også bort. Det samme gælder modeller med mere end 36 kampe på en sæson. Det vil simpelthen ikke være muligt at finde plads til flere end 36 kampe i kalenderen.«

Der tegner sig et billede af en 14-holds liga med slutspil, der vil være den mest oplagte vej at gå, hvis klubberne ikke ønsker at holde fast i den nuværende model med 12 hold.

Hypercubes analyser vurderer, at dansk fodbold står stærkest med en liga med mellem 10 og 16 hold og selv om der skeles kraftigt til den belgiske liga, som analysefirmaet også står bag, vil et slutspil med point-halvering ikke blive anbefalet af hollænderne.

»Der er ikke så stor sportslig spændvidde mellem top-holdene i Danmark som i Belgien, så det er ikke et nødvendigt tiltag for at sikre spændingen. Desuden har Danmark en billet færre til Europa, og det har en betydning for en slutspils-konstruktion. Vores analyser viser, at Superligaen kan bære flere hold end 12, uden at det devaluerer niveauet. Der er grobund for 30 professionelle klubber i Danmark, hvor der groft sagt er 24 i dag, og med tanke for at det ligner, at Danmark generelt står til et økonomisk opsving, mener vi heller ikke, det er urealistisk, at Danmark om få år kan have en plads mere i Europa,« siger Pieter Nieuwenhuis.