Sagen mod FC Helsingør-træner Christian Lønstrup, som i tirsdags blev politianmeldt for racisme, har taget en ny drejning.

Anmelderen har trukket sin anmeldelse tilbage, men da sagen allerede er landet på Nordsjællands Politis bord, så vil Statsadvokaten alligevel vurdere sagen.

Det oplyser Nordsjællands Politi til BT.

Træneren for det nyoprykkede Superliga-mandskab blev politianmeldt som følge af den kommentar, han gav til BT Sporten i minutterne, efter at klubbens sensationelle oprykning til Superligaen blev en realitet søndag aften efter en 2-2-kamp mod Viborg.

»Jeg tror, at drengene skal være grønlænderstive i nat,« sagde en jublende glad Christian Lønstrup efter kampen.

Nordsjællands Politi modtog mandag en politianmeldelse og har brugt de sidste par dage på at 'visitere' anmeldelsen, - altså vurdere om det er en sag, de vil gå videre med, og om Lønstrup har forbrudt sig mod racismeparagrafen.

Den efterforskning pågår fortsat også selv om anmelderen har trukket sin anmeldelse tilbage - i øvrigt med den begrundelse, at 'det ikke er fodboldklubbens skyld, at Lønstrup udtaler sig forkert, og anmelderen ønsker, at FC Helsingør kan forberede sig i ro og desuden, at politiet efter anmelderens opfattelse har nok at se til og alvorligere sager at tage sig af.'

Det skriver Helsingør Dagblad.

Senioranklager ved Nordsjællands Politi, Bente Schnack, oplyser, at sagen vil blive behandlet, men at det ikke er den højst prioriterede sag hos anklagemyndigheden.

»Det er ikke århundredets støste sag. Men den vil blive behandlet efter de regler, der gælder på området,« oplyser Bente Schnack.

Hun siger, at det ventes, at der i sagen kan være tale om en offentligt betinget påtale efter racismeparagraffen 266B, som kan give op til to års fængsel.

Ifølge BTs oplysninger modtog FC Helsingør flere henvendelser og trusler om politianmeldelser i mandag, hvor BTs artikel blev bragt. Det var der så en borger, der valgte at gøre.

På baggrund af de vrede henvendelser valgte klubben tirsdag, inden politianmeldelsen var kommet, at beklage Lønstrups udtalelser:

»Klubben har med det samme, hvor vi blev opmærksom på udtalelserne mandag formiddag, taget en snak med Christian. Vi har klart pointeret, at det ikke er klubbens værdier eller ånd, der er givet udtryk for,« skrev klubben i en pressemeddelelse.