Superligatopscorer Marcus Ingvartsens store idol er Cristiano Ronaldo. Men mens andre beundrer superstjernen for hans målnæse og hurtige fødder, har Ingvartsen fokus på noget helt andet.

20-årige Marcus Ingvartsen vælter sig i øjeblikket i Superliga-mål. Men det har ikke altid været så åbenlyst, at den unge angriber skulle stryge til tops.

Marcus Ingvartsen har nemlig været ramt af flere skader i løbet af sin stadigvæk korte karriere, og i de svære perioder i træningslokalerne har én bestemt person været et forbillede - Cristiano Ronaldo.

»Cristiano Ronaldo er mit idol, fordi han har en enestående arbejdsmoral. Han er fantastisk og holder sig i gang. Jeg har haft nogle skader, som jeg har måttet kæmpe mig hårdt igennem, og jeg er begyndt at træne på en helt ny måde, og der har han inspireret mig,« siger Marcus Ingvartsen.

Det har ikke altid ligget i kortene, at den unge angriber skulle indtage førstepladsen på topscorerlisten i landets bedste række og nyde interesse fra nogle af Europas største klubber. Men de skader, som han har trænet sig igennem, har lært ham, at han kan nå længere end de fleste, hvis han knokler ekstra hårdt for det.

»Jeg har altid haft en tendens til at træne mere og gøre mere end så mange andre, men specielt mine skader har lært mig, at der skal mere til. Jeg har ikke altid været den bedste, og det er ikke mig, man har snakket om, men jeg er kommet frem ved at arbejde, som jeg gør,« siger Ingvartsen og fortsætter:

»Oppe i hovedet er jeg stærk, og jeg kan presse mig selv ved at arbejde en helt masse timer, og det er sådan, jeg kommer fremad.«

Marcus Ingvartsen har scoret imponerende 12 mål i denne sæson, mens han har lavet fire assist. Dermed har Ingvartsen vist sig som et farligt våben oppe foran, og derfor følges han også af mange klubber, hvor klubber så store som Arsenal, Juventus og AC Milan har været nævnt.