Conor O'Briens fodboldfremtid kan trods farvel til Sønderjyske alligevel ligge i Danmark, hvor to topklubber lokker.

Conor O'Brien sagde ved nytår farvel til Sønderjyske og Danmark med håbet om et eventyr i en af de større europæiske ligaer mod syd.

Men trods interesse fra Holland, Belgien og den tyske Bundesliga, så kan det danske farvel blive til et hurtigt på gensyn, for den amerikanske midtbanespiller ser nu ud til at have ændret kursen mod øst og Superligaen.

FC Nordsjælland forhandler ifølge tipsbladet.dks oplysninger med kontraktløse Conor O'Brien. De danske mestre sendte Enoch Adu til Club Brügge tidligere på ugen, og den plads ser man gerne, at amerikaneren går ind og overtager. Nordsjællænderne får dog kamp om 24-årige O'Brien - og det fra den anden side af Storebælt, hvor OB også er svært interesserede.

I OB er O'Brien udset til at skulle dække det hul, som Hans Henrik Andreasen har efterladt med sin retur til Esbjerg, og derfor foregår der nu et spil om, hvem der løber med amerikaneren, som ligger i forhandlinger med begge klubber.

Uanset om O'Brien vælger FCN eller OB, fortsætter han den færd, han begyndte i 2010, hvor Blokhus hentede midtbanemanden, der ikke var blevet draftet af en MLS-klub i hjemlandet. Siden har succesen været god i det danske, hvor Sønderjyske gav ham det gennembrud, der nu har gjort ham til en eftertragtet herre længere mod øst i Superligaen.

Og så er spørgsmålet bare, om han stopper i Odense eller tager turen helt til Farum.

Tipsbladet.dk