Uroen om Mandla Masango fortsætter.

Efter at være med i sæsonens to første kampe, er Randers FCs midtbanespiller ikke med i truppen til søndagens lokalderby mod AGF.

'… Samtidig har Mandla Masango ikke følt sig klar til at deltage i den daglige træning de seneste par dage, hvorfor trænerteamet har valgt at se bort fra sydafrikaneren…,' som forklaringen lyder på Randers FCs hjemmeside.

Det kommer efter en periode, hvor spilleren selv og hans agent, Buddy Farah, åbent har fortalt om, at han gerne vil væk fra klubben.

Blandt andet har BT tidligere beskrevet, hvordan Superliga-konkurrenterne fra AaB har budt på sydafrikaneren.

Artiklen fortsætter under billedet...

BT har søndag fanget Randers FCs sportschef Ole Nielsen på vej til Superliga-kampen mod AGF i Aarhus for at høre nærmere om sagen.

I skriver på jeres hjemmeside, at Masango ikke føler sig klar til at træne. Hvad betyder det egentlig?

»Han har meddelt os, at han ikke er klar til at træne. Det har vi jo måttet tage til eftertragtning.«

Er det fysisk eller mentalt?

»Jeg bliver nødt til at sige til dig, at du skal spørge Masango om det. Vi har ikke fået det nærmere uddybet fra ham.«

Er det tilfredsstillende?

»Nej, det er aldrig tilfredsstillende, når vi ikke har spillere til rådighed. Det er jo derfor, at vi har indgået et ansættelsesforhold. Vi lever i hvert fald op til vores del af kontrakten og aftalen i og med, at vi stiller trænere og faciliteter til rådighed i dagligdagen og betaler løn til den første. Og så forventer vi også, at spillere og Masango lever op til deres del af aftalen.«

Der har været meget fremme om, at Masango gerne vil væk. Kæder du fraværet sammen med det?

»Jeg bliver nødt til at sige, at jeg er dig svar skyldig. Det skal du spørge Masango om.«

Er Masango til salg?

»Alle spillere i Randers FC er til salg for den rette pris.«

Er han med på fredag, når I allerede igen spiller mod AC Horsens?

»Det har jeg meget svært ved at svare på, når vi er på vej til en anden kamp. Det må tiden næste vise.«

Skal du snakke med ham i de næste dag for at høre nærmere om det her?

»Jeg har haft en dialog med Masango igennem den senere tid, og det har vi generelt med vores medarbejdere.«

I foråret havde I Borring/Keller-sagen, hvor I også betalte løn til nogle spillere, der ikke spillede kampe. Er du ikke ved at være trætte af de sager i Randers?

»Jo, det er vi naturligvis. Men vi har også valgt at sige, at vi har 19 andre spillere i truppen, som rigtigt gerne vil spille og gøre det godt for Randers FC – og i aften mod AGF. Dem har vi valgt os at holde fokus på. Det er trods alt dem, der skal ud og levere et godt resultat. Det er dem, vi bruger vores tid og kræfter på.«