Sønderjyskes Marc Dal Hende er ifølge BTs oplysninger i søgelyset hos den polske storklub Lech Poznan, der i forvejen råder over to danske spillere.

Dal Hende har kontraktudløb til sommer og kan dermed frit forhandle med andre klubber fra d. 1. januar, hvilket har fanget flere klubbers opmærksomhed. Heriblandt Lech Poznan.

Sønderjyske-spilleren har tidligere udtalt, at det stadig er en mulighed at blive i Haderslev, men efter flere gode sæsoner i træk kan det meget vel være nu, at den 26-årige back skal tage det næste step i karrieren.



Lech Poznan regner med at skulle sælge det nuværende førstevalg på venstrebacken Tamas Kadar, der spiller på det ungarske landshold. Derfor er man nu på jagt efter en erstatning på netop den position. Og her orienterer man sig mod Danmark, hvor klubben i øjeblikket holder et tæt øje med den danske liga.

Og én spiller er altså faldet i øjnene på polakkerne. For klubbens chefscout Tomasz Wichniarek har set sig særdeles lun på Marc Dal Hende, der passer godt på den fysiske profil, som polakkerne er ude efter. Det fortæller kilder med indsigt i polsk fodbold.

Dog skal chefscouten endnu overbevise de øvrige scouts i Lech om, at Dal Hende er lige præcis den spiller, klubben skal satse på. Derfor er der en vis tvivl om, hvorvidt polakkerne vil agere på interessen, men Dal Hende er på listen over mulige emner.


Under alle omstændigheder er Lech meget opmærksom på det danske marked. I forvejen har man to danskere i form af Nicki Bille, der blev hentet til fra Esbjerg, mens man senere nappede Lasse Nielsen fra OB.



Tidligere har man også forsøgt sig med andre spillere fra den danske Superliga. Den tidligere OB-islænding Ari Skulason var meget eftertragtet af Lech i sommer, men han valgte i stedet at tage til belgiske Lokeren.

Dal Hende kan dog også have andre muligheder på hånden. Sønderjyskes træner Jakob Michelsen skifter efter nytår til svenske Hammarby, og det virker ikke utænkeligt, at succestræneren kunne finde på at overveje at tage sin tro væbner i forsvaret med.

Dal Hende kom til Sønderjyske i 2015 og har en fortid i FCK,  AB, Viborg FF og det hedengange FC Vestsjælland.



BT har flere gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dal Hendes agent, Mikkel Nissen.

Det er ikke første gang, at Dal Hende har berøring med polsk fodbold. Han var med i Sønderyjskes kampe mod Zaglebie Lubin i Europa League-kvalifikationen, hvor han kom på tavlen, da sønderjyderne vandt 2-1 på udebane og senere hen kvalificerede sig til næste runde.