20-årige Marcus Solberg skifter fra AGF til Silkeborg IF efter denne sæson.

Silkeborg er allerede rykket ned i NordicBet Ligaen, men allerede nu er forberedelserne mod en hurtig tilbagevenden til Superligaen i gang. I sidste uge præsenterede klubben Vejle-angriberen Andreas Albers som nyt medlem, og tirsdag formiddag blev 20-årige Marcus Solberg så præsenteret i den midtjyske klub.

FCM-stjernes personlige tragedie: 'Min far har haft kræft - og jeg har lige mistet min mormor'

Solberg skifter på en to-årig kontrakt fra AGF, der i modsætning til Silkeborg rykker op i Superligaen, og begge parter ser forventningsfuldt frem mod at påbegynde samarbejdet.

»Vi henter en talentfuld angriber med en god fysik. Det er samtidig en spiller, vi har tålmodighed med, og jeg ser ham ikke umiddelbart som førstevalg til pladserne i angrebet. Men jeg kan også godt lide, når en ung spiller kigger mig i øjnene og siger: Det gør jeg. Og det gjorde Marcus Solberg, da vi talte forventninger og ambitioner,« udtaler sportschef Jesper Stüker til Silkeborgs hjemmeside.

I aarhusianske fodboldkredse er den unge angriber nok bedre kendt under øgenavnet ”Hulk”, som den talentfulde angriber blev døbt på grund af sin imponerende fysik. Solberg har da også opnået 27 ungdomslandskampe for Danmark fra U-16 til U-19, mens det er blevet til 12 kampe i Superligaen for AGF.

Solberg har spillet i AGF siden han var U-14 spiller, men skader har dog sat en stopper for det endelige gennembrud hos AGF, så nu håber Solberg at finde fodboldlykken hos Silkeborg.

»Jeg har søgt en klub, hvor jeg kan udvikle mig videre og forhåbentlig få en masse spilletid. Jeg ser bedre muligheder for det i SIF end i AGF lige nu. Det er mit mål i løbet af de to år, kontrakten løber, dels at spille en masse kampe for SIF, score mange mål og hjælpe med til at klubben rykker op i Superligaen,« siger Solberg til Silkeborgs hjemmeside.

Marcus Solberg og Andreas Albers skal lukke hullet efter angriberen Morten Beck Andersen, der spiller for Hobro i næste sæson.