Den kroatiske forsvarsspiller Ivan Runje har spillet tre sæsoner i FC Nordsjælland. Men selvom han spiller i Danmark, følger han stadig hjemlandets liga tæt og ikke mindst landets bedste hold, Dinamo Zagreb, der møder AaB i Champions League-kvalifikationen.

Holdet har vundet det kroatiske mesterskab de seneste ni år. Ifølge Ivan Runje venter der AaB en hård prøve mod et meget kompetent mandskab.

- Det er et rigtig godt og velorganiseret hold, og så har de en ejer (Zdravko Mamic, red.), der hvert år vil se holdet spille i Champions League, hvorfor han naturligt nok bliver ved med at investere penge i holdet, så de kan købe nye spillere, siger han og fortsætter:

- Meget af det offensive spil går igennem Paulo Ricardo Machado, der blev hentet til klubben i sommerpausen i Olympiakos. Så har de nogle dygtige backspillere, som banker op og ned ad sidelinjerne, og angriberen Duje Cop, som jeg selv tidligere har spillet sammen med, er en meget dygtig spiller. Deres to defensive midtbanespillere er også gode til at holde en sund balance mellem offensiven og defensiven.

Ifølge Ivan Runje regner det kroatiske mandskab ikke AaB for særlig meget – noget, som danskerne kan udnytte:

- Dinamos træner har udtalt, at de ikke kommer for at forsvare sig i Aalborg. De vil spille deres eget spil. Mange kender ikke så meget til AaB og dansk fodbold i det hele taget, og jeg tror, de fleste regner med, at Dinamo Zagreb bør gå videre uden de store problemer. Mange vil nok blive overraskede over niveauet på dansk fodbold.