AGF har fået deres fem nye spillere for en slik. ’Den bedste trup, jeg har haft i min AGF-tid’, siger træner Glen Riddersholm

Pierre Kanstrup, Frederik Møller, Jakob Ankersen, Adama Guira og Tobias Sana. Fem nye ansigter i AGFs Superliga-trup, som har skabt en positiv hype omkring aarhusianernes kommende sæson. AGF har endda fået dem alle til en overskuelig sum.

Ifølge BTs oplysninger har man samlet set lagt lidt over én million kroner i transfersum for de fem spillere. De eneste spillere, man har måttet punge ud for, har været Jakob Ankersen og Adama Guira, der har kostet en beskeden sum at få fri af deres kontrakter i henholdsvis Zulte Waregem og Lens. Resten er kommet til på fri transfer.

Det samme gælder også det seneste indkøb, den tidligere Ajax-spiller Tobias Sana, der ellers havde to år tilbage af sin kontrakt med Malmö FF. Sana er en spiller, AGF har jagtet siden januar 2016, og allerede dengang var man tæt på at hente ham til klubben, og det nåede til et møde mellem Riddersholm og svenskeren.

Først halvandet år senere lykkedes det dog at få Sana til Aarhus. Malmö sparede to års løn på en spiller, de ikke ville bruge, mens AGF fik ham gratis.



De nye indkøb vækker glæde hos AGF-træner Glen Riddersholm, der har arbejdet tæt med sportschef Peter ’PC’ Christiansen omkring de fem nye navne.

»Vi er en stærk enhed, som i fællesskab forsøger at løfte AGF op på det niveau, hvor vi kan indfri de forventninger, der selvfølgelig skal være til en stor klub som AGF. Men samtidig er vi også nødt til at mødes med en klar strategi og en klar spillefilosofi. Der har vi gjort i dette transfervindue. Vi har fået nogle bedre forudsætninger for at lykkes, og det må jeg rose både ’PC’ og også ledelsen for at give os muligheden for at få. Det er klart den bedste trup, vi har haft i min tid i AGF,« siger han til BT.

»Vi har kunnet fastholde kernen og stammen af de spillere, som har arbejdet sammen i et år, og så har vi samtidigt kunnet tilføje yderligere kvalitet, som samlet set giver os muligheden for at tage det næste skridt i vores udvikling. Det har været væsentlig for os. Økonomien, vi har fået stillet til rådighed, er rigtig fin, men det er ikke altid kun økonomien, der kan afgøre det. Det skal også være kultur og kontinuitet. Vi har et år på bagen i forhold til at arbejde sammen som en gruppe, og nu er vi klar til at angribe igen.«

Riddersholm udelukker ikke flere nye navne i truppen, selv om det allerede nu ser rigtig godt ud.

»I hverdagen snakker vi ikke kun ét transfervindue frem. Vi snakker om det næste og det næste igen. Det er vi nødt til at planlægge, og jeg tror ikke, du får en fodboldklub eller træner til at sige, at en trup ikke kan blive bedre, men vi er rigtig glade og tilfredse med den trup, vi råder over i dag. Så må vi se, hvad der ellers sker,« forklarer han.



Fredag kan flere af de nye ansigter få Superliga-debut, når AGF hjemme åbner sæsonen mod Horsens. Lige nu lader det til, at Pierre Kanstrup, Jakob Ankersen og muligvis også Frederik Møller kan komme i aktion fra start.

»Jeg håber, vi kan bygge videre på det stærke kollektive udtryk, som vi fik sluttet sidste sæson af. Vi havde to gode perioder, hvor vi levede op til det pointgennemsnit, der skal til for at slutte i top seks. Det var de første fem kampe og de sidste syv kampe. Derimellem var vi plaget af skader og udskiftninger, hvor vi havde svært ved at finde stabiliteten,« siger Riddersholm om sæsondebuten.

AGF spiller klokken 18.00 fredag.