De øvrige Superligaklubber åbner en dør på klem til tv-millionerne for Brøndbys bestyrelsesformand, Aldo Petersen. Men han skal krybe hurtigt og ydmygt tilbage i folden – og ikke forvente at få megen indflydelse med på vejen.

Brøndby forlod de øvrige Superliga-klubbers forhandlinger om den tv-aftale, der er så uomtvisteligt grundlæggende i klubbernes økonomiske fundament.

Bestyrelsesformand Aldo Petersen vil sælge populære Brøndby bedre, anderledes og dyrere, end det, der kan landes gennem en fælles og traditionel fordelingsnøgle med de øvrige klubber. De 11 tilbageværende klubber har ønsket held og lykke, beklaget bruddet med solidariske traditioner og strittet Brøndby uden for døren i DBUs vigtigste udvalg omkring blandt andet talentudviklingen i dansk fodbold.

Aldo Petersen kom imidlertid med en åbning direkte i debatprogrammet 'Frispark' på Canal9 søndag aften: Hvis Brøndby ikke selv finder en bedre løsning, der kan skaffe dem omkring 50 mio. kr. på en tv-aftale, er det ikke udelukket, at man søger tilbage til en forhandling om de ca. 30 mio. kr., en aftale med de øvrige klubber kan kaste af sig ud fra den nuværende position,

Brøndby indtager en plads i toppen af Superligaen og i seertallenes kurver. Men der var hæftet en klar betingelse til Brøndbys åbning. Aldo Petersen vil ikke krybe tilbage. Han vil have indflydelse på den aftale, der ikke var god nok ved første øjekast. Han underskriver den ikke, som den består i dag.

Bt.dk henvendte sig mandag til de øvrige elleve Superliga-klubber for at høre, om det overhovedet er muligt for Brøndby at vende tilbage. Syv klubber meldte tilbage og svarede overvejende sikkert ’ja’. Men det bliver ikke mange kommaer og tal, Aldo Petersen skal regne med at rykke i aftalen, forlyder det. Hvis nogen overhovedet. Og Brøndby skal handle hurtigt, lyder det.

Herunder har vi spurgt direktørerne i Superligaklubberne, om de ønsker at åbne døren for Brøndby, hvis klubben alligevel vil med i den endelige tv-aftale, og om hvor meget indflydelse Brøndby eventuelt kan få på aftalen?

Allan K. Pedersen, direktør FC Nordsjælland
- Hvis han åbner for at vende tilbage, synes jeg bare, at det er rart, at der er kommet lidt ilt til derude i Brøndby. Jeg er ikke en fornærmet lille dreng, der ikke kan se, at vi står stærkere, hvis alle 12 klubber er med og med Brøndbys stærke brand som en del af aftalen. Men det er sådan, FC Nordsjælland ser på det. Det kræver, at alle 11 klubber er villige til at lukke Brøndby ind igen. Og det skal gå hurtigt. De har ikke meget tid til at tænke sig om, hvis de ønsker at være med.

Kan Brøndby ændre noget?

- Det kommer an på, hvad Aldo mener med at få indflydelse på aftalen. For hvis det handler om selve økonomien og fordelingsnøglen mellem de enkelte klubber, er den del fuldstændig lukket. Det kommer ikke til at ske. Men hvis det handler om, at Brøndby ønsker at sætte deres præg på den fremtidige strategi, er vi ikke så dumme, at vi ikke ønsker at lytte til dem, hvis de har fundet de vise sten. Jeg går ud fra, at de har undersøgt mulighederne derude og forberedt sig, ligesom vi andre har. Og derfor lytter vi gerne til dem på den del.

Stephan Schors, adm. direktør, AaB
- Det er en situation, vi ikke har stået i før som Divisionsforening. Og som udgangspunkt synes jeg ikke, at man først kan sige nej til en fælles aftale for derefter at afsøge, om man selv kan afsætte sit produkt. Når man så ikke kan det, kan man ikke bare komme krybende tilbage.

Men du siger alligevel 'som udgangspunkt', så døren er vel stadig åben?

- Det er fordi, vi ikke har stået i sådan en situation før. Der er intet fortilfælde for, hvordan det skal løses. Men det må have konsekvenser. Ellers kan alle klubber i fremtiden gøre som Brøndby. Det dur ikke. Det er vigtigt, at vi værner om fællesskabet og lander en aftale mellem alle 12 klubber.

Brøndbys bestyrelsesformand Aldo Petersen udtalte søndag aften, at han kun går tilbage til aftalen, hvis han opnår ændringer af den. Hvordan er Brøndbys muligheder for det?

- Det løb er kørt. Vi mødtes alle klubber til seminar for at forhandle aftalen. Der mødte Brøndby ikke op, og der forpassede de muligheden for at få indflydelse på aftalen.

Anders Hørsholt, direktør FCK
- Det kræver, at samtlige 11 klubber i aftalen synes, at det er en god idé. Hvis samtlige 11 klubber åbner for, at Brøndby kan komme tilbage, bliver det til den aftale, som klubberne har indgået.

Er FCK også af den holdning, at Brøndby har travlt, hvis det skal lade sig gøre?


- Vi har første møde i tv-udvalget i morgen, så det kan man godt anføre.

Jesper Hansen, sportsdirektør OB

- Jeg ser det som en absolut styrke, hvis alle er med i aftalen. Så hvis Brøndby kommer tilbage nu, kan de komme ind i den aftale, alle klubber har sagt ja til. Nogle gange laver man fejl, og det skal der være plads til. Men de har ikke ret lang tid. De skal komme nu og ikke, når de først har afsøgt hele markedet.

Men Aldo Petersen betinger, at han skal kunne ændre på den færdige aftale, hvis han skal tilbage. Er det muligt?


- Nej. I min verden er det en lukket aftale, som 11 klubber har skrevet under på.Brøndby har haft masser af chancer for at præge den, men de valgte ultimativt at træde ud af den.

Morten Jensen, direktør Viborg FF
- Udgangspunktet var at lave en aftale med tolv klubber, og det var Brøndby en del af. Elleve klubber valgte at skrive under, men Brøndby meldte sig ud. Ønsker de at tage en dialog igen, må vi tage den derfra. Det er en solidarisk aftale mellem elleve klubber, så det vil også blive besluttet på et solidarisk grundlag, hvis Brøndby skulle være interesseret i at være med igen. Der er fastlagt en model, og den har elleve klubber skrevet under på. Det er hele det solidariske grundlag, og det er der ikke noget nyt i.

Anders Hørsholt, direktør FC København
- Det kræver, at samtlige elleve klubber i aftalen synes, at det er en god idé. Hvis samtlige elleve klubber åbner for, at Brøndby kan komme tilbage, så bliver det til den aftale, som klubberne har indgået.

Er FCK også af den holdning, at Brøndby har travlt, hvis det skal lade sig gøre?

- Vi har første møde i TV-udvalget i morgen (tirsdag red.), så det kan man godt anføre.

Gert Hansen, direktør FC Vestsjælland

- Brøndby en stor klub i Danmark, så det ville være dejligt, hvis vi var enige omkring tingene. Derfor ser jeg ikke noget galt i, at vi genoptager dialogen. Jeg synes, det er synd for dansk fodbold, at der er en klub, der står udenfor. Nu har dansk fodbold holdt sammen i så mange år, så jeg synes, det er ærgerligt, når en klub melder sig ud af fællesskabet. Hvis Brøndby vil tilbage igen, så mener jeg, at det er en dialog, vi må tage op igen.

Vil Brøndby få indflydelse på aftalen, hvis de kommer med igen?

- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Det må vi diskutere i Divisionsforeningen.

Klaus B. Rasmussen, direktør Sønderjyske
- Vi har forhandlet tingene på plads, men vi har den holdning, at vi er solidariske. Hvis Brøndby kan være med på det, der er aftalt, så lytter vi gerne til, hvordan stemningen er blandt klubberne.

- Jeg vil mærke, hvordan stemningen er blandt de andre klubber, men aftalen er forhandlet på plads, så der skal ikke flyttes på noget komma i den. Det vil være helt tåbeligt at begynde på at ændre på de ting, vi er blevet enige om. Brøndby havde chancen for at være med i en super god TV-aftale, som tilgodeser alle parametre.

Claus Thomsen, direktør, Divisionsforeningen:
- Det er de elleve klubber, der suverænt beslutter, om de vil lukke en anden klub ind i aftalen igen. Men min fornemmelse går også på, at der ikke er nogen af de klubber, der ikke havde foretrukket, at aftalen kom til at omhandle alle tolv klubber. Men under hvilke vilkår de eventuelt vil lukke Brøndby ind på, det er alene op til klubberne at bestemme


TV-AFTALEN

● 11 Superliga-klubber er i Divisionsforeningen blevet enige om en fordelingsnøgle af tv-pengene. Aftalen sætter rammerne for salget af alle kampene for de 11 hold i op til seks år. Brøndby er eneste klub, som ikke er med i aftalen.

● Brøndby vil have ændret fordelingen af pengene, så der er flere penge til de hold, som har flest tv-seere, og at pengene i lavere grad fordeles ud fra placeringen i Superligaen.

● Superliga-klubbernes seneste aftale lød på 1 mia. kroner fordelt over tre år. I 2013 blev der uddelt 265 mio. kr. til de 12 Superliga-klubber. Brøndby fik otte procent, omkring 19 millioner kroner, fordi holdet blev nummer 10 i den seneste sæson.

● I grove tal bliver pengene lige nu fordelt ud fra tre puljer. En solidaritetspulje, som udgør 30 pct., en præstationspulje på 40 pct. og en markedsværdipulje på 30 pct. Det er præstationspuljen, Brøndby er utilfreds med.

● Brøndby vil forsøge på egen hånd at sælge sine 16-17 hjemmekampe. Klubben mener at kunne skaffe 50 millioner i stedet for.

● 9 marts. Direktør i Brøndby Aldo Petersen siger til Canal9, at hvis Brøndby skal lave en fælles aftale med de øvrige klubber, vil de ændre på den aftale, som de 11 klubber er blevet enige om. De afviser de fleste klubber i BT tirsdag.