Randers er inde i en forfærdelig periode i Superligaen, og nu tager de konsekvensen af det. Men det er ikke cheftræner Olafur Kristjansson, der må forlade jobbet. Det er derimod sportschef Ole Nielsen, som er blevet fyret.

Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

»Bestyrelsen i Randers FC har måttet konstatere, at den hidtidige konstellation med en administrerende direktør og en sportschef for nuværende ikke er den optimale sportslige ledelsesstruktur for Randers FC. Selvom vi er dybt skuffede over Randers FC mislykkedes med at komme i Top 6, så er det et fælles ansvar og kan ikke placeres på enkeltpersoner. Opsigelsen skal ses som et resultat af, at bestyrelsen vil forenkle den sportslige ledelse og beslutningskraft i Randers FC,« forklarer bestyrelsesformand Per Hastrup.

Randers har ikke vundet en eneste kamp af de seneste ni, men indtil videre fortsætter cheftræneren. Og i stedet for Ole Nielsen vil det nu være Michael Gravgaard, som får det daglige sportslige ansvar som sportsdirektør i Randers.

»På det personlige plan har jeg været glad for samarbejdet med Ole, og vi har på kort tid oplevet flere ting sammen i en fodboldklub, end mange andre når på 10 år. Vi brænder begge for fodbolden og mekanismerne bag, og det har også været tydeligt i vores samarbejde. Bestyrelsen har nu truffet et ledelsesmæssigt valg, og jeg vil, sammen med det øvrige team, gøre mit absolut bedste for, at vi på den korte bane kommer ud af den resultatmæssige krise og på sigt opnår vores målsætning om at komme i Superligaens Top 6  – både sportsligt og forretningsmæssigt,« siger Michael Gravgaard.

Nu bliver Michael Gravgaard altså sportsdirektør i stedet for administrerende direktør. Og det betyder, at Gravgaard fremover vil have mere fokus på det sportslige end de administrative opgaver.

»Michael har i forvejen det overordnede ansvar for forretningen Randers FC, herunder også det sportslige. Nu overtager han så også det daglige sportslige ansvar. Vi er trygge ved at overlade dette til Michael, da han har den fornødne sportslige indsigt. Samtidig har vi sørget for, at Michael fritages for andre opgaver i organisationen, så der er ressourcer til at forberede det kommende transfervindue,« slutter Per Hastrup.