Det er to kriseramte jyske hold, der i aften mødes på BioNutria Park i Randers. For mens hjemmeholdet Randers FC har tabt sine seneste fem kampe i Superligaen, har FC Midtjylland i de seneste fire kampe kun erobret et enkelt point.

Ingen af de to hold stiller i stærkeste opstilling. Således har Randers FC stadig Mikkel Kallesøe, Brandur Henriksson og Nikola Djurdic på skadeslisten.

FC Midtjylland fik i sidste runde sin finske defensivspiller Tim Sparv udvist. Kendelsen blev anket til DBU's disciplinærudvalg, men FCM fik ikke medhold, hvorfor han sidder udenfor med karantæne. Herudover mangler midtjyderne skadesplagede Rafael van der Vaart, Janus Drachmann,Marc Dal Hende og Markus Halsti.

De to holds startopstillinger:

Randers FC (4-4-2): Hannes Halldorsson - Johnny Thomsen, Mads Fenger, Mads Agesen,  Alexander Fischer - Kasper Fisker, Kasper Enghardt, Joni Kauko, Joel Allansson - Viktor Lundberg, Marvin Pourie

FC Midtjylland (4-1-4-1): Mikkel Andersen - Rasmus Nissen Kristensen, Kian Hansen, Kristian Riis, Filip Novak - André Rømer - Gustav Wikheim, Mikkel Duelund, Jakob Poulsen, Rilwan Hassan - Paul Onuachu.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.15 på BioNutria Park Randers af dommer Mikael Tykgaard.