Viborgs træner, Johnny Mølby, gav mandag aften debut til nyindkøbte Alexander Jakobsen, der som teenager på grund af sine driblekundskaber og ansigtstræk blev kaldt for »Mini-Ronaldinho«.

»Jeg er glad for at blive sammenlignet med en så stor spiller. Men det er efterhånden mange år siden, så det er ikke noget, jeg tænker over overhovedet,« sagde Alexander Jakobsen, der tidligere har spillet i blandt andet Lyngby, FC København, PSV Eindhoven og Bodø/Glimt.

»Grunden til at jeg er havnet i Viborg er, at jeg nu vil have min fodboldkarriere på ret spor igen. Med Johnny Mølby som træner er jeg sikker på, at jeg har fået en god inspirator,« sagde Alexander Jakobsen, der ikke håber, at Viborg FF rykker ned.

»Selvfølgelig gør jeg ikke det, og det tror jeg heller ikke bliver enden på denne sæson. Da jeg kommer på banen efter pausen, synes jeg, at der bliver fightet godt, og jeg er glad for, at moralen på holdet er så god, at vi trods alt erobrer det ene point mod AGF,« sagde Alexander Jakobsen.

Kampen mellem Viborg og AGF sluttede 1-1.