Pione Sisto afgjorde søndag det danske mesterskab, da FC Midtjyllands guldfugl smukt sendte bolden i FCKs løvebur og så godt som hentede klubbens første guldmedalje hjem til Herning. Erik Sviatchenko var den første til at løfte Superliga bedste spiller 2014, og få kilometer væk i en villa i Tjørring sad en mand med tårer i øjnene, der havde startet det hele for den 20-årige mørke midtjyde med sydsudanske rødder og tandpastasmil.
»Da han kom til klubben som syv-årig, var han allerede vanvittig. Man troede, det var løgn, at en syv-årig kunne drible en voksen mand. Ham dér skal vi passe på. Det er en guldklump, tænkte vi.«
En lille tynd syv-årig Pione Sisto var netop ankommet til en indendørs træning i den lokale hal ved klubben Tjørring IF ved Herning og spurgt, om han måtte spille fodbold. Klubbens træner Kent Kalhøj, der senere skulle vise sig at blive som en anden far for Pione, sagde ja, og det skulle blive starten på noget helt specielt.
»Der var en masse jalousi blandt forældrene. Jeg lod ham bare drible rundt og spille og gav ham frie tøjler. Det var der mange forældre, der ikke kunne tåle. Men det var for at udvikle ham. Han spillede med dem, der var et til to år ældre. Han skulle have udfordringer hele tiden, ellers kedede han sig. Han var ekstrem, jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger Kent Kalhøj, der aldrig glemmer en bestemt episode.
»Han har altid været træningsnarkoman. Jeg arbejdede nede i hallen ved siden af trænerjobbet og skulle nogle gange lukke om aftenen. Så kunne jeg se, at der var lys på banen, og jeg tænkte: Hvad fanden er det, har jeg glemt at slukke? Så var det ham, der rendte og trænede,« siger han og griner.
»Han gik ikke så meget op i at vinde, han elskede bare at spille. Jeg blev nogle gange nødt til at sige, at vi altså også skulle vinde. Jeg havde en pokalkamp, hvor jeg sagde, at jeg er ikke tilfreds med dig. Så scorede han seks mål og assists, og så kom han hen og sagde, er du tilfreds nu? Ja, det er super, sagde jeg så,« siger han og griner videre.
Men Kent Kalhøj kunne ikke holde Pione Sisto i Tjørring for evigt. Guldfuglen ville flyve i varmere luftlag. Efter en lang snak med familien Sisto, besluttede de, at det var på tide. Nu skulle Pione prøve sig af med de store ulve.
FC Midtjylland-spillerne er på ryste-sammen-tur i januar-pausen og skal besøge klubbens nye ejer, Matthew Benhams virksomhed, Smartodds. Derudover skal Ulvene nyde Benthams andet hold, Brentford ’The Bees’, og forkæles med en Arsenal-kamp på Emirates. Spillerne sidder og nyder lidt god mad på en af Londons dyrere restauranter, hvor Djimon Hounsou fra filmen Blood Diamond går forbi. Med det samme går Pione Sisto og Francis Dickoh i gang med at imitere skuespillerens seriøse ansigt, og imitationen efterlader drengene færdige af grin.
»Pione, Francis (Dickoh red.) og Rilwan (Hassan red.) har gode jokes, der kan man godt bare sidde og lytte og grine. Han er altid i godt humør og er meget positiv i sin tilgang til tingene. Det smitter af på os alle. Ham og Rilwan Hassan er spasmagerne, der godt kan lide at have det sjovt, og det er vigtigt at have dem i truppen,« fortæller Erik Sviatchenko, hvilket Francis Dickoh bakker op om.
»Han nyder hvert sekund. Han er en sjov type. Rigtig skæg at være sammen med. Han er altid med på den værste, og klar på jokes. Han skal altid være med der, hvor det sker. En meget sjov og behagelig type at være sammen med, siger han.
»Men han fylder også meget. Fysisk. Han ligger altid og laver strækøvelser midt i omklædningsrummet med alle mulige apparater, mens han stadig laver jokes. Der kan man godt mærke, at han stadig er 20 år,« siger Francis Dickoh.
Pione Sisto fortalte i et stort interview med BT i januar, at han aldrig havde drukket sig fuld, men også her er der sket en udvikling, hvis man spørger Francis Dickoh.
»Uden at røbe for meget, så var vi i London i januar. Så skulle han have været den eneste, der ikke drak på den tur,« siger han og griner.
Når FC Midtjylland er på træningsture bor Pione Sisto sammen med Frederik Møller. Modsat, hvad man skulle tro om et bachelor-hybel, fortæller den 21-årige akademi-spiller om et fuldstændig ordnet og rent værelse med træningsdragter i snorlige rækker. Men selv om Pione virker perfekt på banen og på værelset, kan sønnen af forældrene fra Sydsudan komme på glatis.
»Vi var i Norge på langrendstur sammen med BS. Her var han Glens (Riddersholms red.) ’wing man’ på skiene. Der havde Glen slået en krog i ham, og så trak Pione ham. Men han var ikke nogen ørn til det. De fik lænet sig lidt op ad hinanden,« siger Frederik Møller med et grin.
Selv om holdkammeraterne beskriver Pione som en spiller, der glædeligt kaster sig ud i nye udfordringer, er han typen, der trives i vante omgivelser.
»Hvis Pione skulle have tre ting med på en øde ø, så skulle det være hans Nike træningstøj. Gerne så det passer sætvis. Det lækre sæt, hehe. Han kommer i det tøj, der er bekvemt, og det er ofte hans flotte Nike-sæt. Han kan da godt iføre sig en blå Ralph Lauren skjorte, men det er ikke så tit, så kan man godt lige stoppe op og sige, det ser sgu da meget godt ud,« siger Erik Sviatchenko, der er kendt som FC Midtjyllands modeikon.
»Han har jo fået en garderobe nu, efter han er flyttet i lejlighed, så det er meget rart. Vi var på hold sammen i Portugal til en quiz aften, hvor vi vandt et gavekort til en tøjbutik i Herning. Der fiskede han en trøje, så han ikke skulle høre på, at han altid kom i træningstøj,« siger Francis Dickoh med et grin.
Tilbage i Tjørring sidder Pione Sistos mentor gennem de sidste 14 år, Kent Kalhøj, med tårer i øjnene. Pione har efter et halvt års skadespause gjort comeback for Ulvene, og scorede det afgørende mål mod FCK.
»Det er stort. Jeg må indrømme, at da han scorede sit mål, kom der et par tårer på kinden. Det har været som min anden søn, og jeg har altid skullet passe på ham. FCM var jo ret tidligt ude og ville have ham, men jeg sagde, at han var ikke klar,« siger han og er sikker på, at Pione Sisto når langt.
»Jeg er altid bange for, at han skader sine tynde ben. Men han har store ambitioner. Da vi snakkede kontrakt med FCM, da han var 13 år, spurgte de ham, hvad han ville, og der sagde han Barcelona.«
