Brøndby har tirsdag eftermiddag hentet endnu en forstærkning til midtbanen.

Der er tale om den tidligere U21-landsholdsanfører Lasse Vigen, der har skrevet under på en fireårig kontrakt med klubben.

»Han er en spiller, som har prøvet rigtigt meget i en ung alder, og den erfaring tager han med sig til Brøndby IF. Han står for hårdt arbejde, og han sætter holdets succes før sin egen, og derfor ser vi ham som et rigtigt godt match til de værdier, vi bygger på i Brøndby IF,« siger Brøndbys sportsdirektør Troels Bech i en pressemeddelelse.

Vigen kommer til klubben fra Fulham, hvor han har spillet siden han som bare 16-årig forlod Danmark og FC Midtjylland. For et par sæsoner siden var han tæt på at bryde igennem i det engelske, men skader satte ham tilbage.

Allerede i foråret var der rygter om Brøndby, men dengang blev det i stedet til et lejeophold i Burton. Troels Bech glæder sig over, at det nu endelig er lykkedes at få Lasse Vigen i folden:

»Vi har i flere transfervinduer forsøgt at hente Lasse til klubben. Vi ser ham som en spiller, der kan løfte Brøndby IF yderligere og tilføre vores midtbane og trup endnu mere dynamik med sin løbevillighed og professionelle indstilling.«

Lasse Vigen var tidligere på sommeren med U21-landsholdet til EM, og er den danske spiller, der i karrieren har spillet næst flest ungdomslandskampe. Han afslører, at det særligt var Brøndbys nye aggressive spillestil, der overbeviste ham om, at det var tid til at skifte hjem:

»Brøndby IF har jo altid været en attraktiv klub i Danmark at komme til som fodboldspiller, men med vores nye, gamle spillestil har det blot gjort interessen større,« siger han og fortsætter i et interview med Brøndbys egen app 'Brøndby Indefra':

»Der har været en længerevarende interesse, hvor jeg kunne mærke, at de rigtig godt kunne tænke sig at gøre mig til en Brøndby-spiller. Det betyder meget i den situation, jeg har været i, hvor jeg har haft et par sæsoner, hvor jeg måske ikke har spillet lige så mange kampe og fået lige så meget ud af det på banen, som jeg gerne ville. For mig er en tryg base og et godt spilkoncept vigtige ting. Et spilkoncept, jeg har spillet før, og som jeg ved, jeg kan præstere i og gøre en forskel i. Det er bare nogle af de få ting, der gør, at jeg glæder mig til at spille for Brøndby.«

Lasse Vigen får trøje nummer 21, og han har allerede tirsdag første træning med sine nye holdkammerater.