20-årige Marcus Ingvartsen er som Superligaens topscorer FC Nordsjællands største trumfkort og salgsobjekt. Men det er klubben, der sidder med alle esserne i forhold til et kommende salg.

FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen, skrev for nylig under på en kontraktforlængelse med topscoreren, og parterne har nu papir på hinanden frem til 2019. Ifølge Carsten V. Jensen indeholder den nye kontrakt dog ikke en frikøbsklausul, der kunne tvinge nordsjællænderne til at sælge Ingvartsen.

»Nej, sådan en findes ikke.«

Så I sidder med alle esserne på hånden i forhold til et salg?

»Ja, det kan man godt sige. Men et af vores hovedpunkter er, at spillerne i vores klub har mulighed for at blive så gode som muligt her for så at blive sendt videre til det næste niveau i en større liga. Det har vi ikke tænkt os at arbejde imod.«

Uden en frikøbsklausul kan FC Nordsjælland bare læne sig tilbage og vente på den rigtige pris, som vil blive højere og højere, jo flere mål Ingvartsen scorer.

Udenlandske opkøbere lurer allerede, som beskrevet i BT i går, intenst på kometen, der står noteret for 20 scoringer i de seneste 21 kampe, når man også tæller U21-landskampe med.

På de udenlandske rygtebørser bliver prominente klubnavne som Everton, AC Milan og Juventus nævnt som bejlere. Og man kunne let forestille sig, at FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen, får en rødglødende mobiltelefon i det kommende transfervindue. Men opkaldene vil med stor sandsynlighed være forgæves, fortæller Carsten V. Jensen:

»Der er ikke fokus eller planer hos os om at sælge spillere i januar. Dér er vi ikke. Og vi føler os ikke presset på nogen måder.«

Der er ellers sket noget med interessen for FC Nordsjælland på det seneste, hvor man mærker en ændring i forhold til niveauet på de udenlandske klubber, der kommer til hjemmekampene. Ifølge BTs oplysninger har flere klubber fra de europæiske topligaer siden december sidste år været faste gæster ved nordsjællændernes kampe.

Det skyldes primært FCNs nærmest ekstreme sats på unge spillere. Ideen om at kunne købe 21-årige spillere, der allerede har over 60 førsteholdskampe i bagagen, tiltaler mange klubber fra større ligaer end den danske.

Desuden har Emre Mors forholdsvist gnidningsfrie skifte fra Superligaen til Dortmunds mesterskabsbejlere i Bundesligaen også åbnet øjnene hos storklubberne ude i Europa.

Og de øjne nærmest stirrer på Ingvartsen i disse dage. Men spillerens agent, Michael Stensgaard, er enig med FC Nordsjælland: Ingvartsen kommer næppe af sted i det kommende transfervindue.

»Det ligger ikke i kortene, at han skal væk til januar. Det er ikke nogen hemmelighed, at han skal sælges på et tidspunkt, men vi er ikke i panik for at skyde ham af til den første og den bedste. Det handler om den rigtige timing og den rigtige klub,« siger agenten.

En anden faktor, der gør, at FC Nordsjælland holder angriberen i kort snor i januar, er udsigten til sommerens U21-slutrunde. Her forventes det, at Marcus Ingvartsen bliver en nøglespiller for det danske landshold – og tager han målnæsen med til Polen, hvor slutrunden afvikles, kan hans pris stige betragteligt.

»Det er naturligt, at vi tænker så langt. Ikke at der nødvendigvis skal ske noget derefter. Men når der er så stor en slutrunde, så har det en indflydelse på vores ageren,« siger Carsten V. Jensen.