Ifølge BTs oplysninger er der tikket et bud på 1,5 millioner euro (11 mio. kroner) ind på FC Nordsjællands angriber Emre Mor fra den tyrkiske storklub Besiktas.
Som BT forstår det, så ønsker Besiktas at købe 18-årige Emre Mor fri til sommer, da det danske transfervindue som bekendt er lukket nu, men klubben er tidligt ude i håbet om at sikre sig en af Superligaens mest talentfulde spillere.
Emre Mors mellemmand, Muzzi Özcan, ønsker ikke at kommentere BTs oplysninger, men han erkender, at mange klubber har set sig lune på den hurtige og vævre angriber.
»Der er interesse for ham fra mange steder,« siger Muzzi Özcan og fortsætter:
»Men Emre fokuserer og koncentrerer sig kun om sin karriere i FC Nordsjælland, som vi har fuld tiltro til er den helt rette klub for ham at blive udviklet yderligere i. Ellers havde vi heller ikke forlænget kontrakten for nogle måneder siden. Emre nyder tilværelsen i FC Nordsjælland og holder rigtig meget af klubben.«
I december forlængede Emre Mor sin kontrakt, så den løber til sommeren 2019, og for nylig besluttede han at stille op for det tyrkiske landshold, selvom han har spillet 22 kampe på de danske ungdomslandshold. Hans forældre er af tyrkisk afstamning, men han er vokset op i Danmark.
Hvis FC Nordsjælland ender med at takke ja til buddet, som den danske klub ifølge BTs oplysninger har modtaget, så kan Emre Mor se frem til at komme til en af de største klubber i Tyrkiet. Besiktas fører lige nu den bedste tyrkiske række foran Fenerbache.
BT har været i dialog med FC Nordsjællands kommunikationschef Kristoffer Skadhauge. Han oplyser, at klubben ikke ønsker at kommentere på 'rygter'.
