To gange var Silkeborg foran, men holdet endte alligevel med at smide to point i overtiden, da Sønderjyskes Silas Songani sparkede et frispark direkte i kassen. Hjemmeholdet blev dog snydt for et straffespark kort forinden.

Silkeborg smed i anden halvleg Morten Beck Andersen på banen, og han fik en hovedrolle i kampen. Først gav han sit hold 1-0-føringen, og med små 10 minutter igen blev han nedlagt i feltet, men dommer Benjamin Svedborgs fløjte forblev tavs til store ærgrelse for angriberen.

»Jeg er rigtig ærgerlig. Jeg oplever, at jeg bliver snydt for et straffespark. Jeg synes, jeg kommer klart foran med mit støtteben og får alt vægt ned på det og bliver sparket ned,« sagde Morten Beck Andersen efter kampen til TV3 Sport.

Silkeborgs træner, Kim Poulsen, var efter kampen skuffet over, at det ikke blev til tre point i kampen, og skuffelsen blev ikke mindre af, at Silkeborg ikke fikstraffesparket.

»Jeg er rigtig ærgerlig på spillernes vegne. Vi var jo meget tæt på at få den første hjemmesejr, og det synes jeg, at spillerne havde fortjent. Det er ærgerligt at blive snydt for sejren i de døende sekunder, og det er ikke det eneste, vi blev snydt for i kampen,« sagde Kim Poulsen med en skjult henvisning til det straffespark, der ikke blev dømt.

Silkeborg-træneren varmere klar i mælet, da TV3 Sports reporter spurgte ind til, hvad holdet ellers blev snydt for.

»Der er altid nogle situationer i en kamp, man kan vurdere, men så er der også situationer, hvor det står knivskarpt og helt tydeligt. Derfor er jeg målløs, det synes jeg simpelthen ikke er godt nok.«

Selvom Sønderjyske kun fik uafgjort mod Superligaens bundprop, stod Nikolaj Madsen tilbage med en god smag i munden efter kampen.

»Vi er bagud to gange, og de bliver snydt for et klokkeklart straffespark, så jeg har en god følelse af, vi viser, at vi ikke bare ligger os ned.«

»Det er et heldigt point set over hele kampen, fordi de bliver snydt for et straffespark ved 1-1,« sagde Nikolaj Madsen til TV3 Sport.

Silkeborg er endnu ikke ude af Superligaen rent teoretisk, men holdet har hele 15 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen med kun seks kampe og 18 point at spille om. Det ligner derfor unægteligt 1. divisionsfodbold i næste sæson for Silkeborg.