Werder Bremen, Toulouse og RB Leipzig er de tre eneste klubber, som i følge BTs oplysninger viser konkret interesse for Brøndbys brandvarme målmand, Frederik Rønnow.

Frederik Rønnow er et af de varmeste salgsemner i Superligaen efter en storslået sæson, hvor den 24-årige keeper har vist prøver på sine evner, der blandt meget andet omfatter lynhurtige reaktioner på stregen.

Også på landsholdet har Frederik Rønnow spillet sig ind som andetvalget efter Kasper Schmeichel, og senest spillede han sig til et flot 10-tal i BTs bedømmelse i venskabskampen mod Tyskland. Det er dog langt fra kun i Danmark, at vi er opmærksomme på Rønnow.

I følge BTs oplysninger har tre klubber - Werder Bremen, Toulouse og Leipzig - henvendt sig til Brøndby med konkrete forespørgsler på Rønnow. Ingen klubber har placeret et egentligt bud, men alle klubber har lagt en føler på Alexander Zornigers sikre sidste skanse.

Toulouse skal være den klub, som udviser størst interesse. Den franske klub, som har danske Martin Braithwaite som en af profilerne, har et målmandstalent uden lige i franskmanden Alban Lafont. Lafont står fast på trods af sin unge alder, men Arsenal - med den franske manager Arsène Wenger - er interesseret i at hente ham til Premier League. Hvis Lafont bliver solgt, er Toulouse nødt til at finde en ny målmand, og derfor har man spurgt på Rønnow.

Frederik Rønnow i aktion i Brøndby-trøjen.
Frederik Rønnow i aktion i Brøndby-trøjen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Werder Bremen fra Bundesligaen har også ringet op til kontorerne på vestegnen. Klubben, der har Thomas Delaney som omdrejningspunkt på midtbanen, begyndte sæsonen med 27-årige Felix Wiedwald på mål, inden 37-årige Jaroslav Drobny tog over i 10 kampe. Tilsammen har den nordtyske klub lukket 64 mål ind i sæsonen, hvilket er flest af alle i Bundesligaen, så makkerparret har ikke ligefrem været en succes. Drobny har endda kontraktudløb ved udgangen af juni, så det giver god mening, at Bremen kigger mod Delaneys tidligere ærkerivaler fra Brøndby i jagten på en ny målmand.

Sidste klub, som har forhørt sig, er Alexander Zornigers tidligere klub RB Leipzig, som har Yussuf Poulsen i truppen. Péter Gulácsi fra Ungarn har nu ellers gjort det flot som førstemålmand i 2016/2017-sæsonen, hvor Leipzig endte som nummer to i Bundesligaen, men bag ham emmer holdkortet ikke ligefrem af stjernestøv, så træner Ralph Hasenhüttl er på jagt efter solid konkurrence til målmandsposten.

Selv ønsker Frederik Rønnow ikke at kommentere BTs oplysninger fra landsholdslejren i Kasakhstan, men han vil gerne fortælle, hvad en eventuelt ny kommende arbejdsgiver skal opfylde for ham.

»Det skal være en klub, som tror på mig, og hvor jeg kommer til at spille. Tingene skal gå op, og der er selvfølgelig også noget økonomi i det. De skal vide, hvem jeg er, og jeg skal bidrage med de ting, jeg kan, fordi de har scoutet mig til det,« siger Frederik Rønnow.

Klubber som Anderlecht og Genk har også været nævnt på rygteplan, men de har i følge BTs oplysninger ikke henvendt sig til Brøndby.

BT.dk har været i dialog med John Sivebæk, der er agent for Frederik Rønnow, men han har ikke ønsket at kommentere oplysningerne. Heller ikke Brøndby har ønsket at medvirke i historien.