Fynboerne kom bedst ud til sæsonpremieren i Superligaen, men blev trykket tilbage af Sønderjyske, der fik hentet et point med hjem til Haderslev.

1-1 blev det i en kamp, der havde et mål i hver halvleg, men hvor det sagtens kunne været blevet til flere scoringer, hvis ikke det havde været for Jesper Christiansen og dennes stolper i OB-målet.

To gange ramte træner Lars Søndergaards udvalgte stolpen, og flere gange måtte de ligeledes ærgre sig over nærgående forsøg eller gode parader fra OB-målmanden.

OB skulle ellers revanchere sig efter et pointmæssigt skidt forår, hvor de endte med at rutsje helt ned på en 10.-plads. Men det projekt var allerede fra starten besværliggjort af, at Espen Ruud og Bashkim Kadrii var ude med karantæne fra sidste sæson, ligesom OB også måtte undvære skadede Rasmus Falk.

Alligevel kom fynboerne godt fra start, og efter et flot opsat bandespil mellem Krisztián Vadócz og Darko Bodul fik førstnævnte sparket bolden ind til OB-føring i det 9. minut.

Men hurtigt derefter blev fynboerne trykket tilbage på banen, og Sønderjyske overtog initiativet i kampen og gav det aldrig rigtigt fra sig igen. På måltavlen gav det dog først gevinst efter en times spil, da Nicolaj Madsen af et passivt OB-forsvar fik lov til at tæmme bolden inde i feltet og derefter styre den udenom Jesper Christiansen.

Sønderjyske havde langt flest afslutninger i kampen, og blandt dem var Bo Storms på ydersiden af stolpen kort før tid.