Randers FC var nærmest sejren, men kronjyderne måtte nøjes med uafgjort mod gæsterne fra AC Horsens.

Oprykkerne fra Randers FC og østjyske AC Horsens er begge indbegrebet af midterhold i denne sæson. Det kan derfor heller ikke overraske, at de to mandskaber, der ligger henholdsvis nummer fem og syv, valgte at dele point, da de mødtes i søndagens tidlige Superliga-kamp.

Opgøret sluttede uden scoringer, men helt uden chancer var den ikke. Randers FCs angriber Pierre Boya ramte således stolpen to gange. Første gang i begyndelsen af kampen, da han egentlig havde passeret Frederik Rønnow med et fladt skud, og anden gang kort før tid, da et hovedstød prellede af på stangen.

Randers sad på det meste af spillet, mens gæsterne fra  AC Horsens var gode til at spille sig frem til afslutninger, når de var på bolden. Score kunne ingen af holdene imidlertid.

Randers FC kunne have spillet sig ind i topstriden med en sejr, men pointdelingen betyder status quo i midten af Superligaen.