Stolen vakler under Brøndby-direktør

Brøndby-direktør Tommy Håkansson er presset inde fra og ligner en færdig mand, når redningsplanen er på plads.

Tiden nærmer sig med hastige skridt den dato, da Brøndbys økonomiske redningsplan skal præsenteres. For halvanden måned siden fastslog næstformand Benny Winther i et interview med BT, at Brøndbys fremtid skal være afklaret inden jul, og i forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsrapporten den 23. november gentog selskabet over for Fondsbørsen, at den forventede at kunne fremlægge sin Vision 2015-plan i løbet af december.

Med en uge til jul er der stadig ikke kommet noget frem om arbejdet med planerne, som medlemmer af bestyrelsen og først og fremmest den konstituerede direktør Tommy Håkansson står i spidsen for.

Desværre for ham er det bare langt fra alle, der tror på, at han er den rette mand til at løse krisen, hvilket truer med at skabe kaos midt i Brøndbys største økonomiske uføre nogensinde.

Ifølge sporten.dks oplysninger kom utilfredsheden med direktøren til udtryk på et medarbejdermøde fredag i sidste uge, da et stort flertal af de ansatte gjorde det klart, at de ikke kunne se Tommy Håkansson løse klubbens ekstreme udfordringer.

Flere medarbejdere forlod ifølge kilder mødet med den klare fornemmelse, at Tommy Håkansson er fortid, så snart økonomien er sikret og klubben igen kører sikkert, og at hans titel som konstitueret ikke bliver erstattet med en permanent titel som administrerende direktør.

Sporten.dk har været i kontakt med Tommy Håkansson, der ikke ønskede at kommentere historien, og allerede i går var han da også tilbage på sin pind blandt de utilfredse medarbejdere.

Med blot en uge til juleaften og kun 10 dage til lønningsdagen den 28. december er der ganske enkelt ikke tid til intern fnidder, og Tommy Håkansson og hans nærmeste folk arbejder sammen med bestyrelsen derfor intenst med at få sat både de kort- og de langsigtede planer sammen.

Arbejdet med at sammenfatte et børsprospekt forud for den kommende aktieudvidelse, der blev muliggjort, da selskabet i november meddelte, at det havde fået tilsagn fra A-aktionærerne om at sammenlægge aktieklasserne, er i fuld gang, mens det ifølge sporten.dks oplysninger er alvorligere fat med at lukke det kortsigtede likviditetshul.

Det er et krav, at det bliver lukket, hvis lønnen skal udbetales i de kommende måneder, og kilder fortæller, at repræsentanter fra klubben så sent som i sidste uge henvendte sig til tidligere investorer i Brøndby for at spørge til, om de kunne være interesserede i nye investeringer.

Det forventes, at Brøndby allerede tirsdag eller onsdag vil give en status på arbejdet.

Intern uro eller ej.

Læs også: