FC København formåede søndag eftermiddag at fortsætte deres suveræne sæson, da de danske mestre besejrede Silkeborg med 3-1. Ståle Solbakken indrømmede dog efter kampen, at spillerne trænger til en pause.

Med en sejr søndag i Silkeborg fortsatte FC København den store dominans i Superligaen, og dermed går københavnerne ind i mesterskabsspillet med hele 12 point ned til rivalerne fra Brøndby. Ståle Solbakken glæder sig over det gode udgangspunkt, men samtidig er han glad for, at spillerne nu får en ekstra puster i landskampspausen.

»Vi har jo et godt udgangspunkt nu, men vi har fortsat ti kampe endnu. Vi har gjort det fantastisk indtil nu, men jeg tror, at spillerne trænger til en pause, en pause fra de andre og en pause fra mig,« siger Ståle Solbakken til BT med et glimt i øjet.

Med søndagens sejr er FC København nu oppe på 64 point i Superligaen. I næste weekend er der landskampspause, og dermed får nogle af Ståle Solbakkens tropper lov til at puste ud i den næste uges tid, inden Superligaens slutspil begynder. Efter en sæson med 16 europæiske kampe og altså otte ture til udlandet, kan Såle Solbakken og hans spillere måske glæde sig over, at deltagerne i slutspillet for en stor del blev ganske lokale. Ud af de kommende 10 kampe i mesterskabsslutspillet ligger kun to af dem således vest for Storebælt, eftersom modstanderne bliver Brøndby, Lyngby, Sønderjyske, FC Midtjylland og FC Nordsjælland.