Ståle Solbakken trækker på skuldrene af, at FC Midtjyllands træner Glen Riddersholm søndag langede ud efter hans person i et interview.

Der kan efterhånden skrives flere kapitler om fejden mellem FC Københavns manager Ståle Solbakken og FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm. De har i løbet af sæsonen udkæmpet en verbal krig på sidelinjen, mens deres respektive hold fortsat har duelleret om DM-guldet på banen.

Og søndag satte Glen Riddersholm endnu et angreb ind på Ståle Solbakken, da han i et interview i programmet Onside på TV3+ åbent fortalte, at han fandt Solbakkens opførsel arrogant.

Glen Riddersholm ønsker dagen derpå ikke at uddybe sin holdning til FCKs manager over for BT.

Og til FCKs træning mandag var Ståle Solbakken heller ikke særlig villig til at svare tilbage på FCM-trænerens angreb.

Hvordan har du det med, at Glen Riddersholm kalder dig arrogant?

»Det har jeg egentlig ikke så meget at sige til.«

Han siger, at det motiverer ham, når du 'angriber' ham. Hvad tænker du om, at dine udtalelser er med til at gøre en af dine måske største konkurrenter bedre?

»De ting, han siger, det må stå for hans regning. Jeg har ikke set indslaget, så jeg kan ikke rigtig snakke så meget om det.«

Men er Riddersholms seneste udtalelser noget, der får dig til at ændre på dine udtalelser eller strategi i medierne, når han tilsyneladende profiterer på dine udtalelser?

»Nej. Jeg er mig selv på godt og ondt, og sådan er det.«

Man kan få det indtryk, at Glen Riddersholm ikke synes om dig eller i hvert fald din måde at være på. Hvordan har du det med ham?

»Meget neutralt og nøgternt. Jeg kender ham ikke rigtig.«

Mens det uden for banen er svært at afgøre dysten mellem de to trænere, er FCM godt på vej til at vinde over FCK i Superligaen, hvor holdet efterhånden er snublende tæt på DM-guldet.