- FCK har investeret, jeg ved ikke hvor mange millioner i spillere, så de er klart de største favoritter. Det vil jo være en decideret fiasko, hvis de ikke bliver mestre i år.

Beskeden fra Brøndby-træner Thomas Frank var klar, da han i sidste uge blev spurgt til, hvem han ser som favorit til det danske mesterskab. Med retorisk snilde forsøgte den 40-årige tidligere danske u-landstræner at spinne sig ud af det forventningspres, der har krævet en del ofre på Vestegnen gennem årene. FCK skal vinde guld. Alt andet er en fiasko, var budskabet.

Lidt længere øst på giver Ståle Solbakken dog ikke meget for den udmelding. Ikke fordi, han ikke er enig i påstanden. Problemet er, at den kommer fra netop Thomas Frank.

- Thomas brugte hele foråret på at undskylde for resultaterne og gav de mange nyindkøb skylden. Han sagde, at han behøvede tid og tid og mere tid for at få dem integreret. Han er nok den træner i Europa, der har bedt om længst tid. Så det er lidt mærkeligt, hvis han ikke har forståelse for den situation, vi befinder os i. Jeg synes, han skal passe sine egne sager, siger Ståle Solbakken med henvisning til, at han i sommerens transfervindue indtil videre har hentet otte nye spillere. Spillere, der – ligesom tilfældet var i Brøndby – først skal falde til og derefter bruge noget tid på at vende sig til nordmandens taktiske oplæg.

Eksempelvis har man købt den 27-årige belgier Steve De Ridder. En angriber, der med Ståles ord ’ikke er vant til at lave noget defensivt arbejde. Han plejer kun at deltage, når hans hold har bolden’. Noget, der næsten ikke kan ligge længere fra Solbakkens tanker om et kollektivt genpres, hvor angriberne ofte svinger taktstokken.

Ingen undskyldning

Men selvom den tidligere FC Köln-træner erkender, at han står over for store udfordringer, forsøger han ikke at bruge tilgangene som en undskyldning. I stedet tager han mod favoritværdigheden med kyshånd.

- Vi skal vinde, og det er vi indforstået med. De største klubber skal altid tage det ansvar og sige, at de er guldkandidater. Herhjemme er det jo os og Brøndby. Og hvis du ser på deres startellever, så har de jo masser af gode spillere. De har holdt fast i deres profiler og har samtidig forstærket sig. Blandt andet har de fået en Fredrik Semb Berge, der nok er bedre end Boulahrouz.

- Men vi har åbenbart forskellige ambitioner i FCK og Brøndby. Vi ved, at uanset hvad der sker, så skal vi vinde guld hvert år, og det forsøger vi heller ikke at flygte fra. Men Thomas Frank må med tiden nok finde ud af, at han nu er træner i Brøndby og ikke i DBU længere.