FC København møder i aften ukrainske Dnipro i den første af to opgør, der med samlet sejr kan sende dem sikkert i et europæisk gruppespil og med en mulighed for Champions League mod nogle af de helt store hold.

FC København møder i aften ukrainske Dnipro i den første af to opgør, der med samlet sejr kan sende dem sikkert i et europæisk gruppespil og med en mulighed for Champions League mod nogle af de helt store hold.

Først gælder det kampen i det uroprægede Ukraine, hvor udebaneopgøret er skubbet 450 km mod nordvest for at slippe for de allerværste uroligheder i landet.

Processen tog tid, for FC København havde intet ønske om at spille i Dnipropetrovsk efter nedskydningen af et malaysisk passagerfly i det østlige Ukraine.

For en uge siden kom beskeden, at kampen skulle spilles på det olympiske stadion i Kiev, hvorfor FC København kunne slippe for at skulle døje med lang transporttid, da der stadig kan chartres fly til Kiev modsat Dnipropetrovsk.

Og det kan også give en mindre sportslig fordel, vurderer manager Ståle Solbakken.

- Det giver os en ekstra ro. Det er generelt ikke helt optimalt at spille i Ukraine, men samtidig er vi tilfredse med, at kampen er flyttet, så vi føler os rolige, og vi glæder os til at spille på et fint stadion, siger FCK-chefen og fortsætter:

- Det er nok en fordel for os, at kampen bliver spillet på et mere neutralt sted. De har et rimelig godt tryk fra fansene hjemme i Dnipropetrovsk.

FC København er godt forberedt på de ukrainske modstandere, der gik videre fra gruppespillet i Europa League i sidste sæson, men måtte strække gevær i knald eller fald-kampene mod Tottenham efter ellers at have besejret briterne i hjemmekampen og været foran i returkampen.

Et rødt kort ødelagde dog den kamp for ukrainerne, der er en af de sværest mulige modstandere for FCK i denne runde af Champions League-kvalifikationen.

- De har et rigtig godt hold med et par gode individualister. De er et rigtig stærkt kontrahold, og de er også stærke på dødbolde. På nogle områder kan de godt ligne os. Men de har en stamme på holdet, der også er stammen på det ukrainske landshold. De har fem-seks ukrainske landsholdsspillere plus et par gode brasilianere, siger Solbakken.

Den helt store profil er Konoplyanka, der i vinter var minutter fra at skifte til Liverpool. Han er stadig at finde i Dnipro, og med hans individuelle færdigheder blandet med en bomstærk defensiv vil det blive en svær opgave for FCK at nå videre.

- Det er vanskeligt at sige, hvor store vores chancer er, men vi skal i hvert fald spille op til vores bedste for at have en mulighed. De holder rimelig høj klasse. Vi skal være klar og ikke være bange.

- Vi skal spille op til vores bedste, og vi lægger os ikke ned. Vi afslutter i Parken, og når vi spiller over to kampe, håber vi, at intet er afgjort efter den første. Vi skal skabe os selv et godt udgangspunkt, og hvis vi rammer vores topniveau, er det et hold, vi kan slå, siger Ståle Solbakken.

Der er returkamp i Parken om en uge.