FC Københavns unge offensivspiller Danny Amankwaa fik i sidste sæson sit gennembrud i Superligaen og var ofte blandt Ståle Solbakkens foretrukne spillere til startopstillingen.

Men for knap et år siden begyndte skader at drille den 22-årige spiller, og siden slutningen af april er det kun blevet til 19 spilleminutter i Superligaen.

Det lysner dog for Danny Amankwaa, der nu bliver meldt helt fit for fight og kan indgå 100 procent i FC Københavns træning på lejren i Dubai.

»Det er utroligt dejligt! Jeg har i et stykke tid godt vidst, at det var planen, at jeg skulle træne fuldt med hernede, men det er alligevel fedt, når det bliver til virkelighed,« siger Danny Amankwaa til FC Københavns hjemmeside.

Samme medie melder, at der stadig er langt fra træningsbanen til Parkens græstæppe for Danny Amankwaa, der har døjet med problemer i såvel menisken som i akillessenen.

»Det har aldrig været planen, at jeg skal spille med i træningskampene hernede. Nu træner jeg med i fuldt omfang, og så sigter jeg indtil videre mod vores første kamp i Reserveligaen mod Vejle den 22. februar,« forklarer spilleren.

Danny Amankwaa har kontrakt med FC København frem til sommeren 2017.