Spillerforeningen er sure over, at Brøndby vil prøve flere feriepenge-sager i Fodboldens Voldgiftsret.

Spillerforeningen er først og fremmest glade for, at Brøndby IF udbetaler løn for januar samt det skyldige beløb for tre prøvesager i 'feriepenge-sagen'.

Et beløb på cirka fire millioner kroner.

Men til gengæld vækker det undren, at Brøndby IF har meddelt, at man vil prøve de resterende sager i Fodboldens Voldgiftsret.

- Vi har yderligere krav for i alt 91 spillere, og det er ikke nødvendigt at føre disse sager i Fodboldens Voldgiftsret, da parterne inden retssagen blev enige om, at de tre prøvesager skulle danne præcedens. Restbetalinger for de øvrige spillere skal derfor falde, og vi vil rette henvendelse til Divisionsforeningen og Brøndby IF for at drøfte, hvordan det kan ske, siger Mads Øland.

Spillerforeningen har netop holdt et orienteringsmøde med spillerne i Brøndby-truppen, hvor spillerne er blevet informeret om forhandlingerne med Brøndby IF. Indholdet var bl.a. Brøndby IF’s beslutning om at betale spillerne den skyldige løn og beløbet fra de tre prøvesager.

Det oplyser Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

- Det er glædeligt, at Brøndby IF nu har besluttet at betale spillerne og de øvrige ansatte i klubben løn for januar, samtidig med at det skyldige beløb for de tre prøvesager på ca. 4 mio. kr. udbetales, udtaler direktør Mads Øland.