På et halvt år er Sønderjyske gået fra at være hele Fodbolddanmarks forbillede til at ligne en klub i opløsning.

Når vicemestrene i dag begynder træningen efter vinterpausen på banerne i Haderslev, er det uden en cheftræner til at styre tropperne. Manden bag de sensationelle sølvmedaljer og sommerens europæiske eventyr, Jakob Michelsen, har taget bilen over Øresund til Ham-marby i Sverige.

SØNDERJYSKE HAR TORSDAG PRÆSENTERET EN NY TRÆNER. LÆS OM DET HER

To spillere, Janus Drachmann og Marc Dal Hende, møder op med nyskrevne kontrakter, der til sommer sender dem til FC Midtjylland. Anfører Pierre Kanstrup afslørede itirsdag til BT.dk, at han også planlægger at forlade Sønderjyske, når sæsonen slutter. Den flerårige topscorer Tommy Bechmann stopper karrieren til sommer. Og oven i har yderligere fem spillere kontraktudløb 30. juni.

Mildt sagt ikke en optimal situation for et mandskab, der i foråret skal kæmpe for at komme med i mesterskabsslutspillet, og som fortsat har ambitioner om at være blandt landets bedste. Alligevel er der ingen panik, fastslår sportsdirektør Hans Jørgen Haysen.

»Vi er et hold, der er på vej mod forandring, præcis som det gennemgående sker rundt omkring i samtlige klubber. Vi havde lidt samme scenarie for to år siden, hvor vi også havde spillere med udløb, som enten stoppede eller fandt noget andet. Det er nu engang den cyklus, der er i klubber. Der er ikke noget odiøst i det,« siger han

Arbejder på løsning

»Selvfølgelig arbejder vi benhårdt på at finde løsninger på det. Det gjorde vi også med Dal Hende og Drachmann. Det lykkedes ikke. De valgte noget andet. Det skal de selvfølgelig have held og lykke med, når de vel at mærke smutter, for indtil da har de et halvt år, som de skal gøre færdig her.«

»Nogle gange skal der ske nogle ting, for at der kan ske noget fornyelse. Vi skal have noget andet ind nu. Det siger sig selv. Vi kommer til at være aktive på transfermarkedet allerede her i januar.«

Hvad er det for en forandringsproces, du ser for dig?

»Det er en, der skal ske på mandskabssiden. Udtrykket og måden, vi griber tingene an på, ændrer sig ikke. Den løsning vi finder i forhold til trænerkabalen, kommer 100 procent til at matche det, vi er gode til. Som vi har gjort de senere år, skal vi blive ved med at udvikle vores forretning både økonomisk og nede på banen.De ambitioner og planer, vi har, ændrer sig ikke.«

Er du slet ikke det mindste bekymret? Godt nok har I før oplevet, at miste spillere og trænere, men aldrig i det omfang, I risikerer nu.

»Nej, det er jeg faktisk ikke, for det allervigtigste for mig er, at vi har nogle dedikerede medarbejdere, der er her, fordi de vil give sig 100 procent for klubben. Er der nogen, der hellere ser sig selv et andet sted, ender det med at blive et dårligt match, hvis man holder på dem alligevel. Vi har forsøgt at forlænge med de her spillere, og derfor er vi selvfølgelig ærgerlige over, at det ikke lykkedes, men det kommer jeg jo ikke videre med. Jeg skal sørge for, at vi får nogen ind, som kan blive rigtig gode for os.«

Inden sæsonen gik i gang slog du fast, at det ikke var planen, at I skulle ud at sælge nogen. Fortryder du den beslutning i dag, hvor du ser spillere forsvinde på fri transfer, uden at I får nogen penge for dem?

»Hvad angår Janus Drachmann og Marc Dal Hende, har der ikke været bud, som har matchet det, vi synes, de var værd for os. Vi er selvfølgelig en sælgende klub, men vi er også nået til et punkt, hvor vi ikke er nødsaget til at lave dårlige handler, fordi vi mangler en slat penge.«

Første skridt i Sønderjyskes genopbygningsproces er at få ansat en ny cheftræner. På rygtebasis er den nuværende U17-landstræner, Claus Nørgaard, bedste bud. Hans Jørgen Haysen ønsker ikke at kommentere på konkrete navne, men nøjes med at konstatere, at han ’i hvert fald går efter at have en løsning klar’, når truppen i dag samles.