Sportsdirektør Jesper Hansen har sparet Red Bull og varm kakao væk i OB. Det har gjort ham upopulær blandt spillerne.

OB kandiderer i denne sæson til en nedrykning, og det har – endnu – ikke hjulpet på klubbens placering, at sportsdirektør Jesper Hansen for en måned siden fyrede træner Troels Bech og hentede Ove Pedersen ind som redningsmand. Klubben ligger efter 12 spillerunder næstsidst i Superligaen, og BT kan nu afsløre, at det ikke kun er på banen, der er problemer.

BT har talt med en række kilder, som fortæller, at spillerne i klubben har en dårlig kemi med sportsdirektør Jesper Hansen, og at flere sukkede dybt over, at det var Troels Bechs hoved og ikke Jesper Hansens, som rullede, da klubbens krise fik konsekvenser. Ifølge BTs kilder har uoverensstemmelserne mellem spillertruppen og Jesper Hansen været så alvorlige, at spillertruppen har haft sportsdirektøren som emne under et spillermøde, mens Troels Bech var cheftræner.

- At det dukker op nu, fortæller måske mere om det end som så. Jeg har et o.k. forhold til spillerne og er nok mere direkte, end hvad mange af dem er vant til, siger sportsdirektør Jesper Hansen, da han får foreholdt BTs oplysninger.

BT erfarer, at spillertruppen siden Jesper Hansens tiltrædelse i sommeren 2013 har mærket nogle ændringer, som har givet grund til så mange små irritationsmomenter, at man har ønsket, at klubben skiller sig af med den tidligere Horsens-chef.

Jesper Hansen mener dog ikke, at han har gjort noget forkert.

- Jeg synes overhovedet ikke, at jeg er gået for langt. Vi er kommet for sent i gang med at tilpasse økonomien, og der er nogle ting, som man ikke kan lave om på - blandt andet nogle kontrakter osv. Jeg har kigget på det hele i forhold til at komme ned på et niveau, som vi skal nå. Og i forhold til den proces er vi egentlig kommet rigtig langt. Så kan jeg godt leve med, at der er nogle få spillere, som er utilfredse med, at de ikke kan få kakao.

Det har Jesper Hansen sparet væk:

Før i tiden var OB-spillerne vant til at få varm kakao efter træning og energidrikken Red Bull før kampene. Det har Jesper Hansen nu sparet væk.

Derudover skal spillerne modsat tidligere selv betale for proteindrikke ud over dem, som klubben automatisk indkøber, ligesom de også selv må punge ud, hvis der er specielle ønsker til lyske- eller varmebukser. Oven i det har angriber Darko Bodul været i diskussion med Jesper Hansen, fordi den bosniskfødte kroat flere gange har forbrudt sig mod OBs kontrakt om at spille i Puma-støvler.

Det har angriberen gjort, fordi han følte sig forskelsbehandlet, da spillere som Martin Spelmann og Ari Skulason af Jesper Hansen har fået dispensation til at spille i Nike-støvler. Også målmand Mads Toppel har af egen lomme måttet betale for en del af nogle Puma-støvler, selv om det står i hans kontrakt, at klubben skal forsyne ham med støvler af dette mærke.