Ståle Solbakken har nogle spillere, som han vil have op fra 85 procent til 100 procent, før han er tilfreds.

Julestemningen har allerede sænket sig i de inderste lokaler hos FC København, og på træningsanlægget på Frederiksberg må spillerne lægge ører til de samme sange, som kan høres i alle storcentre.

Men her stopper julefreden dog også i denne omgang for Superligaens tophold.

På søndag gælder en af de største opgaver i dette efterår, når Ståle Solbakkens tropper tørner ind i de forsvarende mestre fra FC Midtjylland på MCH Arena.

Før topkampen mellem nummer et og to kan FCK-træner Ståle Solbakken se tilbage på præcis en måned, hvor hans hold har siddet på førstepladsen foran FC Midtjylland, og kun weekendens skuffende 0-0-kamp hjemme mod Viborg har givet nordmanden grund til bekymring.

»Vi har været inde i en rigtig god og stabil periode og har spillet rigtig godt, men vi fik et lille tilbageslag mod Viborg og spillede en lidt skidt kamp. Det, tror jeg, kan skyldes mange ting. Der har været en landsholdspause, og spillerne har været væk og har måske ikke fået trænet godt nok sammen. Nogle spillere har virket lidt udmattede og har ikke haft det overskud, der skulle til, for at vinde kampe. Men vi er fortrøstningsfulde og glæder os til kampen mod FC Midtjylland,« siger Ståle Solbakken før den næstsidste kamp i dette halvår.

Til forskel fra sidste forår, hvor nordmanden mod slutningen af sidste sæson kun stod med 10 kampklare markspillere, havde FC København onsdag stort set hele truppen på træningsbanen.

Kun langtidsskadede Danny Amankwaa var fraværende, og både den svenske landsholdsspiller Mikael Antonsson og Thomas Delaney, som begge gik ud med skader i playoff-kampene mellem Danmark og Sverige, var tilbage på græsset, om end det er yderst usikkert ifølge Solbakken, om FCK-anfører Thomas Delaney bliver klar til søndag.

»Jeg tror mere på, at Antonsson bliver fit til udtagelse. Det bliver mere stramt med Delaney. Han er mere tvivlsom,« siger Ståle Solbakken, som netop peger på sidste sæsons mange skader, når han skal forklare, hvorfor holdet endnu ikke er, hvor han optimalt ser det.

»Vi slider stadig med nogle af de spillere, som har været igennem langtidsskader. De er ikke helt oppe at ringe og kan blive meget bedre. Det er mere individuelt, at vi skal have nogle spillere op fra de 85 procent til 100 procent og holde dem stærke og forstærke konkurrencen på holdet. Alle kender hinanden godt, og grundprincipperne både defensivt og offensivt er på plads, og vi skaber mange flere chancer end i sidste sæson, så overordnet føler vi, at det går i den rigtige retning,« siger FCK-bossen og tilføjer:

»Vi er ikke så langt fra, hvor vi gerne vil være. Hvis vi kan fortsætte med at spille på den måde, som vi har spillet i de seneste to til to og en halv måned, er jeg meget tilfreds.«