I øjeblikket lukker de mål ind i en hastighed sjældent set i FCK. Senest blev københavnerne nærmest ydmyget af Bayer Leverkusen, der nemt vandt 4-0 over deres danske modstander.

Ståle Solbakken forklarer delvist problemerne med, at mange af spillerne har savnet rytme, fordi de op til sommerferien ikke var tilstrækkeligt i form. Det betaler FCK prisen for nu, og Solbakken mener ikke, at han blot kunne have garderet sig ved at hente flere formstærke spillere til klubben.

- Så mange spillere kan vi simpelthen ikke have i vores trup. Vi skal have konkurrence med 17 til 18 mand, der er tæt på holdet, men når halvdelen er ude af rytme, så er det vanskeligt, men ja, vi burde have haft fire eller fem point mere i Superligaen på dette tidspunkt, siger Solbakken og fortsætter:

- Når alt kommer til stykket, så husk på, hvilket dansk hold, der, uanset hvilke problemer de er i, igen og igen skaffer point til dansk fodbold. Det er ét eneste hold, og vi får kun hjælp en gang imellem af et hold i Jylland. Hvor pokker er de andre? Det skal I da undersøge. De laver jo ikke en skid for dansk fodbold.

FCK er så også en væsentligt større klub.

- Væsentligt større end Brøndby? Væsentligt større end FC Midtjylland?

Sådan har det været tidligere.

- Ja, men pointen er, at vi føler, at der er én verden for FCK, og én verden for alle de andre. Nu er vi i en omskiftelig periode. FCK har haft fire trænere på tre år, og vi har lavet alle de fejl, som de andre plejer at lave. Vi skal have tid til at bygge op igen. Det er vi i gang med nu, og så kan vi ikke gå i panik, fordi vi er igennem skandalekampe mod Hobro og FC Vestsjælland. Resten har været ok, siger Ståle Solbakken.

Læs hele interviewet med nordmanden i BT fredag. Her gør han også op med direktør Anders Hørsholts målsætninger, fortæller om en problemerne med truppen i sidste sæson og et vinder-gen, der mangler i FCK.