Ludwig Augustinsson er gennem de seneste dage blevet rygtet til Liverpool. Flere engelske medier har peget på, at en handel til omkring 20 mio. kr. er nært forestående. Hos FC København afviser manager Ståle Solbakken dog alle spekulationer.

Han peger på, at der intet konkret er i spekulationerne.

»Det er et rygte. Der er ingen kontakt til Liverpool eller andre klubber,« skriver han kortfattet i en sms til bt.dk

Ludwig Augustinssons agent bekræftede ellers i sidste uge, at den engelske storklub følger den 21-årige svensker, der det seneste halve år har taget hele Superligaen med storm.

»Liverpool følger ham og kan lide ham. Der er ikke indledt forhandlinger. Om det kommer til at ske i fremtiden, ved jeg ikke. Men jeg kan ikke sige, at det ikke kommer til at ske. De synes jo godt om ham som spiller,« sagde han til Expressen.

Ludwig Augustinsson selv fortalte også tidligere tirsdag, at han kender til interessen.

»Det er bare sjovt med sådan nogle rygter med så store klubber. Som min agent sagde, så har de ladet høre fra sig, mere ved jeg ikke. Jeg kommer først ind i billedet, hvis der sker noget mere. Nu fokuserer jeg bare på det her. Alle gode klubber er interessante, og samtidig trives jeg vældigt godt i København,« sagde han til tilfotbollskanalen.se.

Men selvom interessen altså angiveligt er til stede fra Liverpools side, er FCK altså ikke på nippet af et salg, hvis man skal tro Ståle Solbakken.

Ludwig Augustinsson har fire år tilbage af sin kontrakt med københavnerne.