Sønderjyske gik efter at isolere Brøndby i bunden af tabellen, men uden held.

Brøndby kravlede op som nummer næstsidst med det yderste af neglene. Men var det gået, som Sønderjyske havde planer om, kunne det være blevet til et grumt nederlag for gæsterne fra den københavnske vestegn.

- Vi ville frem over isen og ville meget gerne have haft alle tre point, fastslog Sønderjyskes midtbanemand Daniel Christensen umiddelbart efter slutfløjt.

Brøndby var ganske vist foran to gange i det underholdende bundopgør, men Sønderjyske skabte en lille håndfuld store chancer i anden halvleg, hvor især Eyjolfur Hédinsson godt kunne have lavet mere end det ene mål, han blev noteret for.