Sønderjyske vandt 3-1 ude over AC Horsens efter en chokstart med to mål på mindre end et kvarter.

Sønderjyske fik lidt luft til bundholdene med en fortjent sejr på 3-1 ude over AC Horsens i fredagens Superliga-kamp.

AC Horsens kunne meget vel være kommet foran allerede i første minut, da André Bjerregaard missede en stor chance, men siden stod der Sønderjyske på resten af halvlegen.

Efter ti minutter udnyttede Tommy Bechmann, at hjemmeholdets forsvar var uopmærksomt. Den tidligere Superliga-topscorer løb i dybden, modtog en fin bold, og han var sikkerheden selv, da han var alene igennem med AC Horsens-keeper Frederik Rønnow.

Blot tre minutter senere sejlede østjydernes forsvar påny, da Lasse Vibe på et kontra-angreb kom til kanten af straffesparksfeltet og fyrede af. En af hjemmeholdets forsvarsspillere fik blokeret forsøget, men bolden endte i stedet helt ovre ved Eyjolfur Hedinsson, som gled bolden ind i mål fra to-tre meters afstand.

Denne elendige start kom AC Horsens sig aldrig over i første halvleg, og Sønderjyske både kunne og burde have udbygget føringen, men gæsterne kunne trods alt gå til pausen med en to-målsføring.

I anden halvleg kom der lidt mere facon på værternes spil, og holdet fik da også håb, da Henrik Toft headede en reducering ind 20 minutter før tid.

Kort tid efter blev Sønderjyskes træner, Lars Søndergaard, bortvist, fordi han havde kastet med en stol, da AC Horsens reducerede.

Oppe fra tribunen kunne Lars Søndergaard se sit hold igen komme foran med to mål, da der manglede 12 minutter, da indskiftede Bjørn Paulsen fik en lang stikning at løbe på. Han kom også alene med Frederik Rønnow og placerede bolden koldt imellem AC Horsens-målmanden og højre stolpe.

Kampen endte derfor 3-1 til gæsterne, som ellers kom fra en skidt periode med seks nederlag i de sidste syv kampe, men med fredagens sejr avancerede Sønderjyske fra tiende- til ottendepladsen.

Det var svært at se på denne dag, at AC Horsens er ene om at have slået FC København i denne sæsons Superliga, men holdet ligger trods alt nummer syv i rækken.

I sidste runde før vinterpausen har Sønderjyske hjemmebane mod Brøndby, mens AC Horsens tager imod FC Midtjylland.