AGF eller Sønderjyske - hvem kan Superligaen bedst undvære? Med udsigt til fem gysende spændende runder, der afgør, hvem der skal rykke ud af landets bedste række, ser det ud til, at mindst en af de to jyske klubber skal tage den tunge tur ned i 1. division.

Før dagens kamp ude mod Randers, hvor Sønderjyske har Niels Lodberg og Daniel Jensen i karantæne, svarer cheftræner Lars Søndergaard på fire påstande om Sønderjyske - og det afgørende spørgsmål.

Påstand: AGF er spiller for spiller bedre end Sønderjyske?

- De har mange dygtige spillere, vi har mange rutinerede spillere. Som hold synes jeg ikke, at de er bedre end os. Det er altid et hypotetisk spørgsmål, hvem der bedst, for det skifter meget, men jeg ser da, at vi scorer mål og kommer til mange chancer. Lige p.t. føler jeg, at vi er et bedre hold end dem.

Påstand: Superligaen kan bedre undvære Sønderjyske end AGF, når det handler om underholdning og kommercielt potentiale?

- I forhold til det kommercielle potentiale er det klart, at det er svært at undvære holdet fra Danmarks næststørste by. Omkring underholdning giver jeg dig ikke helt ret. Jeg synes jo selv, at vi underholder godt, og det her område, som er en del af udkants-Danmark er på vej frem. Vi får en ny tribune og et stadion, der er til at spille med i Superligaen, så vi er på vej. Men det er klart, at siger man Aarhus eller Haderslev, så vinder det kommercielle helt sikkert i Aarhus, men jeg synes, at vi spiller meget underholdende fodbold.

Påstand: Hvis I ikke slår både AGF og Viborg i de indbyrdes kampe, så overlever I ikke i Superligaen?

- Hvis alle de indbyrdes kampe bliver uafgjort, så er der jo ikke afgjort noget der. Omvendt er Superligaen også sådan, at der er kampe, som man helt sikkert taber eller 100 procent ved, at man vinder - man har chancer i alle kampe. De indbyrdes kampe bliver selvfølgelig vigtige, men jeg ved ikke, om de bliver afgørende. Men hvis vi vinder dem, så er chancerne selvfølgelig større.

Påstand: Jeres målregnskab, der lige nu er +2 i forhold til AGF, kan blive afgørende for jeres overlevelse?

- Det er da noget, vi tænker over, hvis vi er bagud i en kamp, at vi ikke bare skal løbe ind i en snitter. Vi går selvfølgelig altid på banen for at vinde så meget som muligt, men hvis man er bagud med to, skal man også passe på med at åbne sluserne, for det kan blive dyrt i målregnskabet. Det er noget, vi er opmærksomme på, for tre af holdene ligger utroligt tæt, så det kan du høre, at jeg ved alt om. I vinter da vi var fem point bagefter, var det reelt et point mere, fordi vi havde så ringe et målregnskab i forhold til mange af de andre. Jeg troede ikke, at det kunne lade sig gøre at indhente dem, men det har jo så vist sig muligt.

Og det afgørende spørgsmål - hvem rykker ned?

- Jeg svarer aldrig, for jeg har respekt for de andre hold. Så jeg nøjes med at sige ’det gør Sønderjyske ikke’.

- Vores chancer for at overleve er bedre nu, end da vi startede på forårets sæson. Der var vi fem point bagefter stregen, og vi har også været flere point bagud. Siden har vi stille og roligt hentet ind på dem foran os, og vores chancer er lige så gode som de andres. Vi har det selv i hænderne nu, og det er lang tid siden, at vi har haft det. Vi har både AGF og Viborg, og det er selvfølgelig to utroligt vigtige kampe med et højt spændingsniveau, men fordi vi har ligget i bunden siden oktober, har vi alt at vinde.

Det resterende kampprogram for de tre bundhold:

Sønderjyske:

Randers (ude)
Viborg (hjemme)
Esbjerg (ude)
AGF (ude)
FC Midtjylland (hjemme)

AGF:

Viborg (ude)
OB (hjemme)
Vestsjælland (ude)
Sønderjyske (hjemme)
AaB (ude)

Viborg:

AGF (hjemme)
Sønderjyske (ude)
FC København (hjemme)
FC Nordsjælland (hjemme)
Esbjerg (ude)