Sønderjyske har haft den franske midtbanespiller Herold Goulon, der har kampe fra Premier League på CV'et, til prøvetræning.

Sønderjyske har efter transfervinduets lukning haft den franske midtbanespiller Herold Goulon på prøvetræning, men foreløbig har det ikke kastet en kontrakt af sig til 24-årige Goulon, der efter et ophold i engelske Blackburn står uden kontrakt.

- Vi overvejer ham stadig, men har foreløbigt sendt ham tilbage, siger Sønderjyskes sportsdirektør Ole Nielsen efter en uges prøvetræning i klubben, hvor Gouloin blandt andet var med i en træningskamp mod Fredericia.

Efter kun en uge i klubben har det været svært, at danne sig et indtryk af franskmanden, så nu overvejer man om det skal blive til en kontrakt.

- Det er klart, at når man har en kontraktfrispiller på prøve, så er de ikke i topform. Det er jo meget naturligt, men gør måske ikke indtrykket lige godt på det hele, siger Ole Nielsen.

Herold Goulon nåede at spille fire kampe for Blackburn i Premier League i 2010/11-sæsonen, inden han blev udlejet til League 1-klubben Doncaster Rovers, hvor han spillede frem til januar i år. Tidligere har han også været i Le Mans, Middlesbrough og Lyon, dog uden at få spilletid i de to sidstnævnte.

Sønderjyske drager tirsdag på træningslejr i Antalya, hvor holdet spiller to kampe, mod slovakiske FK Senica og FC Brasov fra Rumænien.