AGFs Peter Graulund indstiller sin lange fodbold-karriere med øjeblikkelig virkning.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Peter Graulunds meritter for AGF vil fremover blive fortalt i datid. For det er slut for den 36-årige angriber, der meddeler, at han stopper karrieren øjeblikkeligt.

Smerterne i blandt andet Peter Graulunds nakke blev for store, efter han tidligere blev ramt af en diskos prolaps i ryggen.

- Jeg indstiller min karriere efter anbefaling fra diverse læger. Jeg har store smerter, og derfor kommer mit helbred i første række. Mine smerter er blevet væsentligt forværret, så derfor er min beslutning ikke noget, der er blevet truffet lige over weekenden. Den har været undervejs i et stykke tid, siger Peter Graulund til sporten.dk og uddyber:

- Jeg mødtes med Brian Steen Nielsen i dag (fredag, red.), hvor jeg gav ham beskeden, siger Peter Graulund, der har været i AGF siden 2006 og scoret over 100 mål for klubben.Peter Graulund afviser samtidig, at mødet med Brian Steen Nielsen egentlig skulle have handlet om en forlængelse af angriberens oprindelige kontrakt, der ellers løb frem til sommeren 2013.

- Jeg er egentlig meget afklaret med det. Mit helbred kommer i første række, og jeg har også tre små børn, som jeg er nødt til at tænke på. Og derfor er valget ikke så svært, synes jeg. Også selv om det er sindssygt mærkeligt lige nu, siger han. 

For et års tid siden oplevede Peter Graulund sin seneste store skade, da han rev akillessenen over, men hurtigere end forventet blev klar og kunne gøre comeback.

Nu er det slut, og Peter Graulund skal ikke længere løbe ind foran hjemmepublikummet i Aarhus.

- Jeg har haft en fantastisk tid i AGF, så selvfølgelig er det underligt ikke at skulle spille fodbold og være i AGF mere, siger Peter Graulund.

Han fortæller, at han endnu ikke har overvejet, hvad han nu skal give sig til.