Ståle Solbakken refererer ikke længere til FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Det står fast, efter anden del af FCK's strategien fra 2014 og et par år frem blev lanceret torsdag, hvori det fremgår, at Ståle Solbakken fremover rykkes op i den sportslige ledelse på siden af og ikke længere under Carsten V. Jensen.

Den organisationsændring har sidstnævnte ikke noget problem med, selvom det fordrer spørgsmålet - som man i FCK svarer nej til - om han føler sig degraderet.

- Jeg sætter pris på, at der bliver tilført flere ressourcer til den sportslige afdeling. Det har der været brug for - for at kunne indfri de målsætninger, vi har, og således at vi over de næste tre år kan komme tilbage til 2010-niveau investeringsmæssigt. De ressourcer og den arbejdskapacitet, den sportslige afdeling kan se frem til nu, er, hvad vi har efterspurgt, og hvad klubben har brug for. Så jeg kan kun være tilfreds med, at det er på vej, siger Carsten V. Jensen.

De kom begge til nogenlunde samtidig i 2006, efter Hans Backe stoppede som træner og Niels-Christian Holmstrøm takkede af som sportsdirektør.

- Samarbejdet mellem Ståle og mig har altid været stærkt, og at det bliver formaliseret nu er fint for mig. Vi har arbejdet og vokset sammen siden 2006, og han kan jo alligevel ikke lade være med at blande sig i det hele.

Samme udlægning har Ståle Solbakken, der ser den øgede handlekraft og dialog som den nye strategis største bidrag til organisationen:

- Jeg ser det, som jeg altid har set det i FCK. Nu er det så formaliseret. Jeg har aldrig været i FCK, uden at jeg har følt, at jeg har været meget tæt på Anders (Hørsholt, red.). Det afgørende er, synes jeg, at Anders rykker tættere på CV (Carsten V. Jensen, red.) og jeg, siger Ståle Solbakken og fortsætter:

- Det gør, at der bliver mere dialog end rapportering og konstatering. Den direkte kontakt gør forhåbentlig, at vi sammen kan eksekvere hurtigere. Vi er mere ’hands-on.’ Vi kan hurtigere tage beslutninger. Bum, det gør vi. Jeg kan godt lide handling. Dette forstærker vores evne til at handle.

Onsdag præsenterede FC København første del af sin nye strategi, der lyder på, at man fra 2014 vil pumpe 30 procent flere penge ind i fodbolddelen af Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FCK.