Danmark skal ud i to play off-kampe i den fortsatte jagt efter en EM-billet. Sådan ser realiteten ud, efter Albanien søndag aften vandt over Armenien og overhalede Morten Olsens tropper på den andenplads, der også gav en direkte EM-plads.

Efter testkampen mod Frankrig kunne anfører Daniel Agger evaluere på, hvorfor det ikke blev til en direkte billet til EM-slutrunden til sommer, og han lagde blandt andet vægt på, at danskerne ikke lykkedes på hjemmebane.

»Vi havde selvfølgelig håbet på et andet resultat hjemme mod Albanien (0-0, red.), og jeg synes egentlig også, at vi havde chancerne til det. Og at Portugal scorer i overtiden herinde (0-1, red.), det var selvfølgelig også et slag i siden, for der synes jeg også, at vi spiller en okay kamp. Så der var ærgerlige point at miste. Albanien (1-1, red.) og Armenien ude (0-0, red.) ved vi er svære kampe, så for mig er det på hjemmebane, at vi skulle have haft et par ekstra point,« siger Daniel Agger og tilføjer:

»Jeg synes godt, vi kan tillade os at være lidt skuffede. Vi havde sat næsen op efter noget mere, men som jeg også sagde efter Portugal-kampen, har vi selv sat os i denne her situation, og den må vi også selv komme ud af. Og vi har heldigvis selv chancen for at komme ud af den.«

Landsholdsanføreren havde efter kampen mod Frankrig ikke besluttet sig, om det ifølge ham ville være en fordel at blive seedet frem mod playoff-kampene.

»Normalt er det bedre at blive seedet end ikke at blive seedet, men det er sgu svært at sige. Det er gode modstandere alle sammen.«