Kent Nielsen var imponeret over kampens niveau mellem hans AaB-tropper og FC København søndag aften.

FC København trak sig sejrrigt ud af opgøret med en 1-0 sejr i en underholdende kamp. AaBs træner Kent Nielsen fortalte efter kampen til TV3 Sport, at han også havde forventet et højt niveau i kampen.

- Vi er de mest internationalt spillede hold i Superligaen. Så vi havde også forventet, at der skulle være et internationalt snit over kampen, sagde Kent Nielsen.

Som AaB-træner har det dog været svært at glæde sig over første halvleg, hvor nordjyderne ikke havde meget at byde ind med.

- Vi var ærgerlige over første halvleg. Det var en stor fejl i vores opspil, der gjorde, at de kom foran. FC København havde bolden for meget i halvlegen, men uden at være rigtigt farlige. Vi får heller ikke rigtig selv spillet til at sidde, sagde Kent Nielsen.

I anden halvleg fik AaB justeret en del på spillet, uden det dog førte et mål med sig. Derfor er Kent Nielsen også ærgerlig over, at de ikke fik point med fra kampen.

- Vi går op i presset i anden halvleg og spiller mand-mand og presser over hele banen for at sætte mere gang i det. Det lykkedes for os og i løbet af anden halvleg fik vi også skabt de chancer, der gør, at vi er ærgerlige over at tabe.