OB-træner Henrik Clausen i krisemøder med utilfredse spillere. Først åbnede Gislason for kritikken, og nu følger Morten Skoubo trop.

Det kan være svært at gøre alle tilfredse i en trup, hvor stjernerne er flere, end der er point på kontoen. Det må OB-træner Henrik Clausen sande, efter at klubbens islandske landsholdsspiller Rurik Gislason i går lod længere tids frustrationer over manglende spilletid få frit løb i et interview med Tipsbladet.

- Kan træneren ikke lide dig, må du et andet sted hen. Der bør være fair konkurrence om pladserne, lyder Rurik Gislasons bud efter exitdøren. Den hidtil veldisciplinerede arbejdsmand har selv taget initiativ til et møde med træneren og kritiserer Henrik Clausen for at vælge sine 'yndlingsspillere' frem for at vælge de bedste efter en tid, hvor OBs stjernebesatte hold har lidt under både mangel på resultater og kollektiv samhørighed i både offensiv og defensiv.

Men Henrik Clausen har ikke den store forståelse for, at Rurik Gislason nu stiller sig op i køen bag spillere som Stefan Wessels, Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba, der tidligere har klaget over at prøve en tur på bænken.

- I de seneste syv kampe er Rurik Gislason startet inde i fem kampe og skiftet ind i to. Så efter min bedste overbevisning, har han alligevel spillet en del kampe, lyder trænerens svar på kritikken og minder om, at Rurik Gislason også var skadet i starten af sæsonen og kom senere tilbage til holdet før sæsonen på grund af U21-EM.

Træneren afviser samtidig klart påstanden om, at han skulle favorisere enkelte spillere.

- Vi vælger ud fra de præstationer, de leverer på træningsbanen og i kampene. Alle er lige, og hvis nogen vil tilbage på holdet, så må de lade støvlerne tale, siger Henrik Clausen.

Den tidligere landsholdsangriber Morten Skoubo har fået en særdeles skuffende start i OB og har også taget en krisesnak med Henrik Clausen, efter at han er endt bag Peter Utaka, Djiby Fall, Rasmus Falk og Hans Henrik Andreasen i angrebshierarkiet.

- Det har selvfølgelig ikke levet op til mine forventninger, og det har nok heller ikke levet op til OBs forventninger. Jeg kom ikke hjem for at sidde på bænken i over tre år, så jeg er da ikke tilfreds, siger angriberen og afviser at opgive jagten på en startplads.

Henrik Clausen overtog i fællesskab med Uffe Pedersen et OB-hold for godt et år siden, hvor sammenholdet vaklede, fordi en masse erfarne profiler gerne ville væk fra klubben, mens andre følte, at udisciplinerede spillere fik særbehandling.

Den seneste pointkrise, der har sendt FCK alene på guldkurs, har også betydet nye spillermøder i truppen for at drøfte årsagerne til, at kollektivet ikke fungerer. Træneren erkender, at der stadig arbejdes på at få holdet til at fungere som en enhed.

- Jeg synes, vi er kommet et stykke vej i den proces, men der er stadig noget at arbejde med.