Under afslutningen på derbyet mellem Brøndby og FCK har FCKs tilhængere slået en sikkerhedsvagt ned, inden de kæmpede en voldelig kamp med politiet, der ikke kunne trænge ind på udebaneafsnittet.

Først scorede Brøndbys nyindkøb Simon Tibbling til 1-0 i sin Superligadebut, og så brød helvede løs.

Først faldt en sikkerhedsvagt til jorden, da FCKs fans skyndte sig ned mod baglinjen for at demonstrere deres vrede over Brøndby-scoringen. Og siden trådte flere hætteklædte mand klædt i sort frem forrest på tribunen.

Med flagstænger og knytnæver tvang de sikkerhedsvagter væk fra afsnittet, inden politiet måtte gå mod til angreb på 'fansene'. Det var dog ikke nok til, at FCK-fansene faldt til ro.

I stedet røg de direkte ned mod politiet, og gik til angreb med knytnæver, sæder og plastikgenstande. Det kampklædte politi trak knipler og forsøgte at forcere udebaneafsnittet, men fansene ville det anderledes og tvang politiet ud fra afsnittet.

Efterfølgende måtte politiet barrikadere sig bag et hegn, som FCK-fansene forsøgte at bryde op, så de kunne komme i kamp med politiet. Flere kampklædte betjente kom til, og lige nu er udebaneafsnittet omringet af politibetjente.

Kampen blev under bataljen fløjtet af, og var udsat i et kvarter. Kl. 20:12 blev kampen genoptaget, efter at være blevet 17 minutter forsinket. Og efter to minutters boldflytteri, kunne kampen endelig fløjtes af med slutstillingen 1-0 til Brøndby IF.

Efter kampen har FCKs træner Ståle Solbakken undskyldt for fansenes opførsel.

»Det er kedeligt for klubben og fodbolden, at der sker sådan nogen ting. Jeg vil gerne beklage på FCKs vegne. Det er sikkert en gruppe, der står bag, og de skal findes og straffes,« siger Ståle Solbakken til TV3+.

»Stemningen blandt spillerne er en dobbelt skuffelse. De er både skuffet over resultatet og også det, der er sket udenfor banen,« siger han.

Også FCKs direktør har på FCKs hjemmeside taget afstand fra hændelserne.

»Det er totalt uacceptabelt og pinligt at opleve den slags. Der er ingen undskyldning for at opføre sig sådan eller angribe politi eller andre på stadion. Det er en skændsel og vi vil nu sammen med alle relevante parter gøre vores til at finde frem til dem, der har været involveret, så de får deres straf,« siger Anders Hørsholt.

Opdateres...