Lyngby kan komme til at stå med et sæt bronzemedaljer, når Superligaens medaljeslutspil er forbi - og samtidig med udsigt til ikke at kunne spille med i næste sæsons Superliga.

Det sker, hvis Licensappeludvalget under Dansk Boldspil-Union (DBU) tirsdag ikke godkender Lyngbys økonomi.

»Det vil være et kæmpe antiklimaks, hvis vi står med bronzemedaljen på søndag, men ingen licens,« siger Lyngby Boldklubs formand, Torben Jensen, til TV2/Sportens hjemmeside.

Han kalder situationen 'frustrerende og bekymrende'.

Lyngby har de seneste dage fået tilført 10 millioner kroner til klubkassen, og klubben forventer at få tilføjet yderligere 10 millioner kroner. Men det er ikke sikkert, DBU vil give Lyngby den fornødne tid til at skaffe pengene.

»Jeg håber, at DBU giver os noget tid, så Lyngby Boldklub kan få lov at fortsætte,« siger Torben Jensen.

Der er indkaldt til ekstraordinlær generalforsamling i klubben 6. juni.