Petter Andersson fik store dele af sidste sæson spoleret af skader, og allerede efter 19 minutter af premierekampen mod Brøndby måtte han gå ud med nye problemer i bentøjet. 

Den svenske midtbanespiller havde ondt i sin lyske allerede inden kampen mod Brøndby og tog en chance ved at melde sig klar, men han kunne altså end ikke fuldføre første halvleg. 

- Jeg var øm i lysken allerede inden kampen, men det er ikke noget alvorligt, og jeg håber på og regner med at være klar til den næste kamp. Jeg var klar på, at det kunne ske, og desværre kunne jeg ikke spille videre, siger Petter Andersson.

Petter Anderssons afløser mod Brøndby Rilwan Hassan åbnede scoringen med et drømmetræf, da han fangede den ellers velspillende Lukas Hradecky på det forkerte ben.