Den islandske kantspiller Rurik Gislason måtte udgå af FC Københavns kamp mod Silkeborg i weekenden med en skade. Nu er det kommet frem, at FCK-profilen har brækket ryggen.

Det er Gislason selv, der løfter sløret for den slemme skade på det sociale medie Instagram:

- Fik at vide i dag, at jeg har brækket ryggen. Det er surt at skulle ligge i sengen hele tiden og ikke kunne lave noget, men jeg kommer forhåbentlig stærkere tilbage!, skrev islændingen sent torsdag aften.

Gislason kom til skade allerede efter en halv times spil, da han efter en hård duel med Silkeborgs Jesper Mikkelsen faldt om i græsset. Han tog sig med det samme til ryggen, men ingen havde forestillet sig, at skaden ville være så slem, som det nu viser sig. I første omgang gik meldingerne på, at der bare var tale om et kraftigt hold i ryggen.

Dagen efter kampen mod Silkeborg fortalte Rurik Gislason dog, at det ikke så alt for lovende ud:

- Jeg har ikke fundet ud af mere. Jeg ved bare, at jeg har smerter i ryggen lige nu. Men det så ikke så godt ud i går. Jeg har bestemt haft det bedre, sagde han til Tipsbladet.

Det er endnu ikke kommet nogle officielle udmeldinger omkring, hvor lang tid islændingen må tilbringe på sidelinjen, men Gislason selv er optimistisk.

- Det er svært at sige, men det bliver forhåbentlig ikke alt for længe, skriver han på sin Twitter-profil.

Rurik Gislason skiftede i 2012 til de danske vicemestre og var i sidste sæson en af holdets helt store profiler.