Emil Scheel blev den Silkeborg-spiller, der brød en rekordlang måltørke for Silkeborg, da Superliga-oprykkerne spillede 2-2 hjemme mod de danske mestre AaB. 

Silkeborg havde inden Emil Scheels scoring til 1-1 spillet hele 460 minutter i Superligaen uden at score, og det har intet andet hold gjort før dem.

Hjemmeholdet, der trods pointet mod AaB stadig ligger på sidstepladsen, kom bagud efter kun otte minutters spil, da fire Silkeborg-forsvarer så passivt til og ikke gik til Anders K. Jacobsen, og så kunne angriberen nemt sende et fladt skud i mål fra kanten af feltet. 

Men Emil Scheel viste sin målfarlighed kun to minutter senere, da han på et hjørnespark løb væk fra Nicolaj Thomsen ved forreste stolpe og flot satte Jesper Mikkelsens hjørnespark i mål med hovedet. 

Kort inden pausen fik Silkeborg så et lidt tyndt straffespark begået mod Nicolaj Agger, og fra elleve-meteren gjorde Emil Scheel sig til dobbelt målscorer. 

Silkeborg så længe ud til at ville holde på sæsonens første føring, men Anders K. Jacobsen ville ikke lade Emil Scheel stå tilbage som ene mand om at score to mål på Mascot Park, da han med 12 minutter igen afsluttede flot på Henrik Dalsgaards flade indlæg. Dermed undgik Kent Nielsens hold at tabe en udekamp i Superligaen for første gang i otte kampe. 

Med pointdelingen bliver Silkeborg altså i bunden af Superligaen med tre point efter seks kampe, mens AaB har konsolideret sig i midten af tabellen med syv point efter lige så mange kampe.