Sommeren igennem har der været overraskende stille omkring Brøndbys Frederik Rønnow.

Trodslandsholdskampe og flere store præstationer i forrige sæson har der angivligt kun været sporadisk interesse for målmanden. Men nu ser det langt om længe ud til, at udlandet begynder at hive i ham.

Ifølge den britiske avis The Sun on Sunday er Nicklas Bendtners tidligere klub Nottingham Forrest klar til at lægge op mod 22,5 millioner for Frederik Rønnow, der tidligere har udtalt, at føler sig parat til et skifte.

Brøndby hentede tidligere på sommeren den tyske målmand Benjamin Bellot til klubben, men tidligere på ugen slog Troels Bech fast, at han ikke er udset som direkte erstatning for Rønnow. Bliver Rønnow solgt skal Bech ud og finde en ny keeper.

Frederik Rønnow skiftede i 2015 barndomsklubben Horsens ud med Brøndby, og han har således blot en enkelt sæson på Vestegnen under bæltet.