'Kæmpe Onside-projekt in the making. Starring: Konerne til fire Superliga-profiler.' Sådan skrev fodboldredaktør på TV3 Sport René Schrøder onsdag på sin Instagram-profil.

Efterfølgende delte han opslaget på sin Twitter-profil, og det skabte øjeblikkeligt en sand shitstorm rettet mod TV3 Sport og i særdeleshed deres fodboldmagasin 'Onside', som ruller hen over skærmen efter hver Superligarunde.

'Sløjt', 'rendestens-journalistik' og 'rottelort' rasede forskellige brugere over Onsides nye 'projekt'.

Se René Schrøders Instagram-opslag her:

De rasende Twitter-brugere får dog ledende redaktionschef på TV3 Sport Kim Mikkelsen til at trække på smilebåndet.

»Det er ret fantastisk, at folk dømmer noget, de ikke har set,« siger han til BT, og sætter ord på, hvordan 'projektet' kommer til at folde sig ud til seerne.

»Det er to indslag, som skal køre i 'Onside'. Her har vi talt med fire koner eller kærester til spillere og en træner om det at være i et forhold med en fodboldspiller, og hvad det har af omkostninger og indvirkning på privatlivet og i forhold til børn, og alt hvad et familieliv indeholder,« forklarer Kim Mikkelsen.

Afsnittene har ikke fået nogen titel, og kommer til at være et indslag i forbindelse med to Onside-udsendelser.

Se her et udpluk af reaktionerne på René Schrøders tweet:

  • 'Har det nogen sportslig relevans? Nej...Det er rendesten-journalistik af værste skuffe..'
  • 'Hvad med nogle ordentlige, dybdegående sammendrag af fodboldkampene i stedet? (Eller i det mindste også...)'
  • 'Det kunne virkelig være fedt, hvis i gad tage jeres seere alvorligt.'
  • 'Hvorfor skulle fokus dog også være på fodbold i et fodbold program...'
  • 'Sådan helt seriøst, så er Onside bare en hån mod Superligaen og sportsjournalistik i al almindelighed. Det her er kraftedeme sløjt!'
  • 'Hvis I tror, I får flere kvindelige fodboldseere over på jeres hold ved at tale ned til dem på den måde, er I sgu godt dumme.'
  • 'Kære René: Du må ikke kræve, at vi som seere skal hylde god sportsjournalistik, når du og din sportsredaktion komme med den bunke rottelort.'
  • 'Det er så useriøst. Er Onside et fodboldprogram eller en ny udgave af 'Forsidefruer'?'
  • 'Så mangler i bare at flette 'De unge mødre' og 'Paradise Hotel' ind i programmet, for fodbolddækning er ikke længere det primære.'
  • 'Fodbold-faglighedens gud har ringet til dig René. Den vil gerne tages seriøst igen og ikke fedtes ind i gossip og andet ligegyldigt lir.'

I de to afsnit får seerne mulighed for at komme tættere ind på livet af de fire kvinder, Stephanie Fisker, Diana Bach Bak, Anna Maria Olsen og Maj Pedersen, som til daglig agerer bedre halvdel til Superliga-personlighederne Kasper Fisker (Randers FC), Kristian Bach Bak (FC Midtjylland), Danny Olsen (AGF) og Marc Pedersen (SønderjyskE.

Og afsnittene er essensen af det, 'Onside' gerne vil stå for som program. Det forklarer Kim Mikkelsen.

»I vores optik, så handler det om at fortælle historier af sportslig karakter og af personlig karakter. Eksempelvis som når vi fortæller om Patrick Da Silva og hans spilleproblemer, eller om Oliver Tychoesen og hans kræftsyge kæreste. Det her er så en anden type historie, som vi fortæller, side om side med al det fodboldfaglige og al det fodboldnørdede, som vi laver langt, langt mest af,« forklarer Kim Mikkelsen.

Han siger i samme ombæring, at der fra de involverede parters side har været stor interesse i at åbne op om deres liv uden for kridtstregerne.

»De har været helt på, og jeg har ikke fået anden tilbagemelding, end at de synes, det har været spændende og interessant at være med i,« siger Kim Mikkelsen.

Første afsnit bliver sendt søndag den 30. april, mens sidste afsnit sendes ugen efter, søndag den 7. maj. Det glæder Kim Mikkelsen sig til, og så giver han i øvrigt ikke meget for den barske modtagelse, nyheden har fået.

»Vi kan fuldstændig stå på mål for det, og vi er stolte af indslagene, og vi glæder os til det kommer. Vi synes, det er rigtig, rigtig godt. Til dem, der synes, det er reality og ’Forsidefruer’, der må jeg bare sige, at jeg synes, de skal se det, og så dømme det derefter.«